Retten i Malmø har løsladt en 31-årig mand, som fredag blev anholdt af svensk politi, der mistænkte ham for at forberede en terrorhandling.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Fredag oplyste den svenske anklagemyndighed i en pressemeddelelse, at en person var anholdt for at forberede et terrorangreb.
- Manden er anholdt på baggrund af begrundet mistanke, sagde anklager Lars Morand, som leder forundersøgelsen, fredag.
Den 31-årige mand blev anholdt i Lund i Skåne, men ellers er det småt med oplysninger om sagen.
Han beskikkede forsvarer ville ikke udtale sig i forbindelse med anholdelsen.
- Jeg har ingen kommentarer, sagde advokat Johan Sarvik til Kvällsposten.
Mandag blev manden så fremstillet i det, der svarer til et grundlovsforhør i Danmark. Men dommeren ved retten i Malmø mener ikke, at der er grundlag for varetægtsfængsling og besluttede derfor, at den 31-årige skal løslades.
Tre andre personer blev anholdt, da politi mandag i sidste uge slog til mod flere adresser i landet. Men de to sager har ifølge det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, ikke noget med hinanden at gøre.
- Den nye sag er ikke en del af efterforskningen i den anden. Vi ser ikke i den nuværende situation koblinger til de tre tidligere anholdte, har Säpos pressesekretær, Sofia Hellqvist, udtalt.
/ritzau/TT