1.
Baggrund for undersøgelsen
Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm ”Den Hemmelige Krig” (DHK), der havde premiere i Grand-biografen i København den 4. december 2006, og som blev vist første gang på DR2 den 7. december, udløste en heftig, offentlig debat om filmens ærinde og kvalitet. Debatten rejser en række spørgsmål af mere principiel karakter:
Er der hold i kritikken af DHK? Eller var der ikke noget at komme efter, da forsvarsministeren, statsministeren og en række medier angreb ikke blot selve filmen, men også DRs troværdighed, og hævdede, at DR gør sig skyld i både løgn, fusk og fortielser?
Dansk journalistik kan ikke være tjent med, at ovenstående spørgsmål hænger frit i luften. Derfor iværksatte journalisternes fagblad Journalisten og Center for Journalistik på Syddansk Universitet i fællesskab en uvildig undersøgelse af DR-dokumentaren ”Den Hemmelige Krig” og det efterfølgende forløb.
Undersøgelsens kommissorium
lyder:
”Nyhedsavisen, Forsvarsministeriet og statsministeren har på en række punkter kritiseret dokumentarfilmen ”Den Hemmelige Krig” for ikke at være journalistisk redelig. Undersøgelsen skal klargøre punkt for punkt, om kritikken af journalistikken er berettiget eller uberettiget. Undersøgelsen skal indeholde en samlet konklusion. Denne konklusion skal dels forholde sig til, om filmens samlede dokumentation er
journalistisk i orden, dels til om filmens kritikere – regeringen, Nyhedsavisen og evt. andre - har dokumentation for kritikpunkterne.
Undersøgelsesgruppen
står selv for afgrænsning af materiale til brug for undersøgelsen, men der lægges vægt på en vurdering af journalistikken i filmen samt den efterfølgende kritik af journalistikken, herunder den journalistiske validitet af
kritikken.
Undersøgelsesgruppen består
af følgende personer:
-
Erik Albæk, professor, Center for Journalistik
på Syddansk Universitet
-
Mette
Bock, prorektor ved Aarhus Universitet, tidligere
chefredaktør på JydskeVestkysten
-
Søren Steen
Jespersen,
tv-dokumentarist og partner i Bastard Film
-
Michael
Kristiansen,
journalist med bifag i filmvidenskab, kommunikationsrådgiver, tidligere
pressechef i Statsministeriet
-
Mark Ørsten, lektor, Institut for Journalistik,
Roskilde Universitetscenter
Undersøgelsesgruppen har arbejdet i
en periode på fem måneder, og gruppens medlemmer står samlet bag rapportens
konklusioner og delkonklusioner.
Journalist Øjvind Hesselager har fungeret som
sekretær for undersøgelsesgruppen.
Gruppen takker Jacob
Mollerup, DR, og Claus Ladegaard, Det Danske Filminstitut, for fremskaffelse af
materiale.
2.
Resumé og konklusion
Der foregår i disse år en markant genreglidning mellem dokumentarprogrammer, dokumentarfilm og spillefilm. DHK er en dokumentarfilm, produceret til Danmarks Radio med støtte fra Det Danske Filminstitut. Præmisserne for filmens ilblivelse har dermed været, at der skulle anvendes såvel journalistiske som filmiske virkemidler.
En journalistisk dokumentarfilms væsentligste berettigelse vil ofte være, at den med journalistiske og filmiske virkemidler bringer kritisable samfundsforhold til offentlighedens kendskab. Undersøgelsesgruppen har alene vurderet, om den dokumentation, som leveres i DHK, lever op til de standarder vedrørende korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm af denne type – ikke om filmen har ret i sine påstande eller ej.
DHKs
hovedpåstande er:
1)
at
regeringen gentagne gange vildledte Folketinget om, hvorvidt den havde kendskab til, at USA havde til hensigt ikke at overholde eller rent faktisk ikke overholdt Genève-konventionerne i forbindelse med krigen i Afghanistan;
Filmen fremlægger tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at gøre den påstand gældende, at regeringen har givet Folketinget urigtige/vildledende oplysninger, når den oplyste, at fanger i Afghanistan ville blive behandlet i overensstemmelse med principperne i Genève-konventionerne. I filmen vurderer en juridisk ekspert, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod statsministeren. Når der rejses en så alvorlig anklage, havde det været oslash;nskeligt, om instruktøren havde undersøgt, om der blandt juridiske eksperter er enighed om denne vurdering og i filmen gengivet, hvorvidt det er tilfældet.
2)
at
Danmark overtrådte Genève-konventionerne ved at overdrage ansvaret for personer tilbageholdt af danske soldater i Afghanistan til USA på et tidspunkt, hvor man vidste, at USA havde til hensigt ikke at behandle og rent faktisk heller ikke behandlede de tilbageholdte i overensstemmelse med Genève-konventionerne;
Filmen fremlægger tilstrækkelig dokumentation for, at forsvarets håndtering af oplysninger fra en tolk, der havde arbejdet for det danske forsvar, har været af en sådan art, at den bør påkalde sig offentlighedens opmærksomhed og underkastes kritisk granskning. Filmen fremlægger endvidere tilstrækkelig dokumentation for, at de danske myndigheder, om de havde ønsket det, på et tidligt tidspunkt kunne have fået bevis for, at amerikanerne ikke overholdt Genève-konventionerne i Afghanistan.
3)
at
Danmark rutinemæssigt har overleveret fanger til amerikanerne – og på et
tidspunkt, hvor man vidste, at amerikanerne havde til hensigt ikke at overholde
eller rent faktisk ikke overholdt Genève-konventionerne;
Filmen fremlægger tilstrækkelig
journalistisk dokumentation til at betvivle, at danske soldater alene overdrog
fanger i amerikanernes varetægt de officielt opgivne to gange. Derimod
fremlægger filmen ikke dokumentation for, at denne overlevering skulle være sket
rutinemæssigt.
4)
at
de fanger, som danske soldater overdrog til amerikanerne, kunne være blevet
udsat for tortur i Afghanistan eller senere, når de blev overført til
Guantanamo-basen på Cuba.
Filmen fremlægger tilstrækkelig
journalistisk dokumentation for, at afghanere tilbageholdt af danske soldater
sandsynligvis ikke blev behandlet i overensstemmelse med Genève-konventionerne,
da de senere blev overladt i amerikansk varetægt, og at det danske forsvars
tilsyneladende mangel på interesse for i foråret 2002 eller senere at undersøge,
hvad der skete med de tilbageholdte, da de blev bragt i amerikansk varetægt, bør
påkalde sig offentlig opmærksomhed.
Filmen viser, at det ikke kan
udelukkes, at fanger tilbageholdt af danske styrker og senere overladt i
amerikansk varetægt kan være blevet udsat for tortur og/eller kan være blevet
overført til Guantanamo. Derimod fremlægger filmen ingen dokumentation for, at
det er særlig sandsynligt, at dette er sket.
Når filmen ikke kan dokumentere, at
personer tilbageholdt af danske tropper senere er blevet udsat for tortur i
amerikansk varetægt, kan man undre sig over, at instruktøren i filmens
indledning har valgt at gøre netop påstanden om tortur til den bærende i filmen.
Det må anses for at være problematisk, når filmens indledning sammenholdes med
dens afslutning, hvori det på en sådan måde påstås, at der er grundlag for at
rejse rigsretssag mod statsministeren, at seerne let kan få den opfattelse, at
grundlaget gælder samtlige de forhold, der er blevet berørt i filmen, herunder
torturpåstanden. Det bringer filmen intet belæg
for.
Den efterfølgende kritik af filmen,
rejst af blandt andet Forsvarsministeriet og
Nyhedsavisen:
Der er ikke noget i den
efterfølgende kritik, rejst af blandt andet Forsvarsministeriet og Nyhedsavisen,
der afgørende har svækket Christoffer Guldbrandsens dokumentation, der i vid
udstrækning baserer sig på indicier og ikke håndfaste beviser. Det er helt
naturligt, at sådanne indicier diskuteres i en efterfølgende debat: Holder de
vand? Kan de tolkes, som de gør? Er de udtryk for tilstrækkelig bevisførelse
for, at noget er foregået, som det ikke skulle være foregået? Konklusionen er
derfor, at Christoffer Guldbrandsen har den type beviser/indicier, som man kan
forvente af en journalistisk dokumentarfilm.
Anvendelse af filmiske
virkemidler
Sammenfattende vurderer vi, at den
omfangsrige brug af filmiske virkemidler i DHK er forsvarlig ud fra de etiske
normer, der er gældende i filmbranchen. De kan dog meget vel diskuteres ud fra
smagsvurderinger. Det kan desuden anbefales at bruge en tydeligere markering af
arkivstof især i film, der som denne har et kontroversielt journalistisk
indhold.
Spinnet omkring
DHK
Christoffer Guldbrandsen skabte
maksimal opmærksomhed om DHK i tiden op til filmens visning på DR (primingen).
Konsekvensen af den voldsomme eksponering i medierne var, at filmens mange
anklagepunkter druknede i et spørgsmål om, hvorvidt statsministeren skulle for
en rigsret eller ej. Dette forhold bærer instruktøren selv en væsentlig del af
ansvaret for.
Regeringen og regeringspartiernes
efterfølgende spin mod filmen var effektivt og fik flyttet fokus fra indhold til
form. Selv om spinnet viste sig at være forkert på en række områder, skabte
dette ikke nævneværdig kritik af regeringen i medierne.
På den baggrund må man konkludere,
at regeringen vandt spinnet om DHK.
DRs interne
retningslinjer
DRs etiske retningslinjer er
utilstrækkelige til at regulere vilkårene for en dokumentarfilm som DHK. Det
anbefales derfor, at DR udarbejder konkrete etiske retningslinjer for den
journalistiske dokumentar, ikke mindst den type af dokumentar, der får støtte
fra DFI, og derfor skal leve op til både kunstneriske og journalistiske
kvalitetskriterier.
Det anbefales desuden, at DR
udarbejder klarere retningslinjer for brug af arkivmateriale, ikke mindst i
dokumentarfilm og andre produktioner, der baserer sig på forskellige typer af
rekonstruktioner.
Det anbefales, at DR i
forbindelse med lancering af dokumentarfilm sikrer, at en angreben part har
mulighed for at se denne, inden dens indhold videreformidles til andre parter.
Det anbefales, at DR
udarbejder klare retningslinjer for kvalitetskontrol med interne såvel som
eksterne produktioner.
Endelig anbefales det, at DR bør
sikre sig kontrol over lancering/foromtale af programmer, der sendes på DR og
derfor opfattes som DR-programmer.
3.
Dokumentarfilmen som genre
Når man skal vurdere en film som DHK og den
efterfølgende kritik, er det væsentligt at fastslå, ud fra hvilke genrekriterier
bedømmelsen finder sted.
I disse år sker der en voldsom genreglidning.
Dokumentarfilm anvender spillefilmens virkemidler – ligesom spillefilm inddrager
dokumentarklip som et nyt, stærkt virkemiddel. Som et eksempel på det sidste kan
vi nævne den seneste danske film om Anders Fogh Rasmussen, ”AFR”.
DHK er produceret til DR med støtte fra Det Danske
Filminstitut (DFI). Det skal derfor allerede indledningsvis understreges, at der
er forskel på en ”normal” tv-dokumentarproduktion og de dokumentarfilm, som DFI
vælger at engagere sig i.
Der er desuden forskel på et dokumentarprogram og en
dokumentarfilm. Dokumentarprogrammet har en tilrettelægger, mens dokumentarfilmen har
en instruktør.
Det er generelt DFIs holdning, at det ikke er
instituttets opgave at producere tv-programmer til DR og TV 2. Det er DFIs
opgave at sikre, at der produceres kunstnerisk ambitiøse, filmiske og
instruktørbårne danske dokumentarfortællinger. Disse adskiller sig på mange
måder fra mainstream tv-dokumentarproduktion. Det høje ambitionsniveau kommer
også til udtryk i de budgetter, der arbejdes med. Budgetterne er for
DFI-støttede film generelt en del større end budgetterne for
tv-dokumentarprogrammer.
DFI har støttet DHK med en million kroner, og alene DFIs
andel er mere end en normal tv-dokumentar har at arbejde med.
Når DFI går ind og bevilger penge til en dokumentarfilm,
stiller instituttet særlige krav til filmen.
- Filmen skal række
væsentligt ud over aktualiteten og være tidløs. Den skal have et langt liv i
instituttets udlejning til uddannelsesinstitutioner med videre, og det er derfor
ikke nok for instituttet, at den lander i en aktuel debat, som ellers kan være
et mål for primetime tv.
- Filmen skal have en
filmisk fortælleform, der er engagerende og udfordrende, og filmen skal have et
kunstnerisk ambitionsniveau, der får den til at skille sig ud fra normale
tv-produktioner. Derfor har langt de fleste institutstøttede film for eksempel
en meget længere klippeperiode end en normal tv-dokumentar på DR eller TV2.
Disse klippes som regel på fire-fem uger, hvor en film har en 10-14 ugers
klippeperiode.
- Filmen skal have
instruktørens personlige præg. I DFIs øjne er det altid instruktørens film, og
han/hun har final cut. I den normale tv-verden er tilrettelæggeren selvfølgelig
vigtig, men er i langt højere grad underlagt et redaktionelt hierarki, som får
tv-dokumentar til at ligne andre journalistiske processer. Dokumentarfilmen
derimod SKAL være instruktørens. Det er hans/hendes vision, DFI ønsker at se på
skærmen.
Medieforliget kræver af både DR og TV 2, at de hvert år
investerer 7 millioner kroner i dokumentarfilm sammen med DFI. Udfordringen for
både DFI og tv-stationerne er at møde begge parters krav: DFIs krav om den
personlige, instruktørbårne, filmiske fortælling på den ene side - og
tv-stationernes krav til at ramme seerne så bredt som muligt i primetime.
Lidt firkantet kan man sige, at DFI stiller krav om
dybde, og tv stiller krav om bredde. For at møde disse krav forventes det af
alle parter, at en dokumentarfilm rammer sin beskuer både intellektuelt og
følelsesmæssigt. Derfor må både instruktøren og tv-tilrettelæggeren arbejde med
alle de værktøjer, der er i billedmediets værkstøjskasse. Det være sig tempo,
farver, reallyd, musik og alle de effekter, der er til rådighed for at formidle
både det faktuelle, stemningen og følelsen så godt som muligt.
Dette er der efter vores vurdering intet odiøst i,
heller ikke når filmen har et journalistisk indhold. Det handler om at
kommunikere sin historie på alle planer, og nøjagtig som den skrivende
journalist bruger tillægsord og stemninger i sin reportage, bruger
filminstruktøren sit medie. Det er naturligvis væsentligt, at dokumentarfilmen
har høj troværdighed, men det er umuligt at stille en facitliste op omkring
brugen af effekter. Derimod kan man forvente, at aftagerne af DFI-støttede
dokumentarfilm har klare etiske retningslinjer for produktionen af disse film.
Vi vurderer imidlertid, at en del af kritikken af DHK
baserer sig på den præmis, at der er tale om et klassisk dokumentarprogram. Der
er imidlertid tale om en dokumentarfilm produceret på et tidspunkt, hvor den
generelle genreglidning gør det vanskeligt at opstille præcise og udtømmende
kvalitetskriterier for genrerne.
Undersøgelsesgruppen har neden for vurderet DHKs
hovedpåstande ud fra de kriterier, som vi vurderer må ligge til grund for en
journalistisk dokumentarfilm, der er produceret til DR med støtte fra DFI.
4. Filmens
hovedpåstande
En journalistisk dokumentarfilms væsentligste
berettigelse vil ofte være, at den med journalistiske og filmiske virkemidler
bringer kritisable samfundsforhold til offentlighedens kendskab - forhold, som
ikke er kommet eller ikke har kunnet komme frem ved hjælp af de virkemidler, som
ellers er tilgængelige for demokratiets aktører.
Dokumentarfilmen må i den forbindelse kunne fremlægge
korrekte oplysninger, der dokumenterer eller sandsynliggør filmens påstande,
sådan som det eksempelvis er beskrevet i reglerne for god presseskik (jf.
www.pressenaevnet.dk). I det følgende vil DHKs hovedpåstande blive gennemgået
sammen med den dokumentation, filmen fremlægger, og den kritik heraf, der er
blevet fremført i den offentlige debat.
Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på,
at de oplysninger og de indicier, en dokumentarfilm bringer, først og fremmest
har til formål at bringe et sagsforløb til offentlighedens kendskab. Det må
derefter vurderes i offentligheden, politisk og/eller juridisk, om
dokumentationen har en sådan karakter, at den kan føre til kritik, og om den
eventuelt skal have konsekvenser for de implicerede.
Af samme grund er formålet her alene at vurdere, om den
dokumentation, som leveres i DHK, lever op til de standarder vedrørende korrekte
oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm af denne type – ikke om
filmen har ret i sine påstande eller ej.
Hovedpåstande
DHKs hovedpåstande er,
1)
at
regeringen gentagne gange vildledte Folketinget om, hvorvidt den havde kendskab
til, at USA havde til hensigt ikke at overholde eller rent faktisk ikke
overholdt Genève-konventionerne i forbindelse med krigen i Afghanistan;
2)
at
Danmark overtrådte Genève-konventionerne ved at overdrage ansvaret for personer
tilbageholdt af danske soldater i Afghanistan til USA på et tidspunkt, hvor man
vidste, at USA havde til hensigt ikke at behandle og rent faktisk heller ikke
behandlede de tilbageholdte i overensstemmelse med Genève-konventionerne;
3)
at
Danmark rutinemæssigt har overleveret fanger til amerikanerne – og på et
tidspunkt, hvor man vidste, at amerikanerne havde til hensigt ikke at overholde
eller rent faktisk ikke overholdt Genève-konventionerne;
4)
at
de fanger, som danske soldater overdrog til amerikanerne, kunne være blevet
udsat for tortur i Afghanistan eller senere, når de blev overført til
Guantanamo-basen på Cuba.
Dokumentation
Tilbageholdt regeringen oplysninger
for Folketinget?
Filmen fremlægger tilstrækkelig
journalistisk dokumentation til at gøre den påstand gældende, at regeringen har
givet Folketinget urigtige/vildledende oplysninger, når den oplyste, at fanger i
Afghanistan ville blive behandlet i overensstemmelse med principperne i
Genève-konventionerne. I filmen vurderer en juridisk ekspert, at der er grundlag
for at rejse en rigsretssag mod statsministeren. Når der rejses en så alvorlig
anklage, havde det været ønskeligt, om instruktøren havde undersøgt, om der
blandt juridiske eksperter er enighed om denne vurdering og i filmen gengivet,
hvorvidt det er tilfældet
At regeringen tilbageholdt oplysninger for Folketinget
gøres i filmens afslutning gældende af to jurister, professor i folkeret
Frederik Harhoff og lektor i statsforfatningsret Jens Elo Rytter. Sidstnævnte
konkluderer, at der er grundlag for at rejse rigsretssag mod statsminister
Anders Fogh Rasmussen.
13. november 2001
Umiddelbart efter terrorangrebet på USA den 11.
september 2001 gjorde præsident George W. Bush det klart, at USA ville bekæmpe
terrorisme rettet mod landet og dets allierede med alle tilgængelige midler. Den
13. november 2001 udstedte han en instruks (”military order”), der blandt andet
beskrev, hvordan fanger taget i krigen mod terror kunne retsforfølges. Det kunne
ske ved hemmelige amerikanske militærdomstole.
13. december 2001
Instruksen var kontroversiel og blev genstand for en del
politisk og offentlig opmærksomhed, herunder i danske medier, eksempelvis
Politikens leder den 18. november og Berlingske Tidendes den 26. november 2001.
Den var dermed kendt, da den nyvalgte danske regering den 13. december 2001 for
Folketinget fremlagde et forslag om at sende danske soldater i krig i
Afghanistan. Desuagtet blev forslaget dagen efter vedtaget af et bredt
folketingsflertal. Det blev besluttet, at de danske styrker skulle operere under
amerikansk overkommando. I forbindelse med forslagets vedtagelse gjorde
regeringen over for Folketinget gældende, at ikke alene de danske, men også de
amerikanske styrker ville overholde Genève-konventionerne.
Umiddelbart blev der ikke taget stilling til, hvad der
skulle ske, hvis de danske soldater tog fanger i Afghanistan. Det blev først
drøftet midt i januar og kort tid efter specificeret i et fortroligt
magtanvendelsesdirektiv, udfærdiget af Forsvarskommandoen. Heraf fremgik det, at
eventuelle fanger kunne overdrages til amerikanerne. Det betød ikke alene, at
danske soldater ville forbryde sig mod folketingsbeslutningen af 14. december
2001 om dansk militær deltagelse i Afghanistan, hvis de overdrog fanger til
amerikanerne, men var vidende om, at amerikanerne ikke ville overholde
Genève-konventionerne. Det betød også, at Danmark ville bryde
Folkeretten.
Efter beslutningen om at sende danske soldater i krig i
Afghanistan blev regeringen af Folketinget adskillige gange spurgt, om den havde
kendskab til, at USA ikke
overholdt Genève-konventionerne. Hver gang svarede regeringen, at amerikanerne
havde erklæret, at de ville behandle fangerne humant og i overensstemmelse med
principperne i Genève-konventionerne. Og at regeringen ikke havde grund til at
betvivle dette.
Ifølge filmen havde regeringen imidlertid på et tidligt
tidspunkt kendskab til, at USA ikke under alle omstændigheder havde til hensigt
at overholde principperne i Genève-konventionerne. Og senere fik den information
om, at USA rent faktisk ikke overholdt konventionernes
principper.
11. januar 2002
Den 11. januar 2002 meddelte den amerikanske
forsvarsminister Donald Rumsfeld ved en pressekonference, at USA ikke betragtede
al-Qaida- eller Taleban-fanger som krigsfanger, hvorfor de efter amerikanernes
opfattelse ikke havde krav på beskyttelse efter Genève-konventionerne.
Blandt andet på baggrund af de amerikanske udtalelser
udarbejdede Juridisk Tjeneste i det danske udenrigsministerium
”Beredskabstalepunkter” til udenrigsministeren, som direktøren i
Udenrigsministeriet faxede til Statsministeriets departementschef mandag den 21.
januar. I faxen blev det understreget, at fangerne skulle beskyttes efter
Genève-konventionerne. Og regeringen blev mindet om det beslutningsforslag, med
hvilket Folketinget havde valgt at sende de danske styrker til
Afghanistan.
22. januar 2002
I Folketingets spørgetid den efterfølgende dag, den 22.
januar, valgte regeringen den linje for besvarelse af spørgsmål af denne type,
som den siden fastholdt: At den ”gik ud fra”, at USA overholdt de internationale
regler for krigsførelse. De amerikanske myndigheder havde ved flere lejligheder
fastholdt, at selv om visse fanger efter amerikaneres opfattelse var ”ulovlige
kombattanter” og derfor ikke havde krav på beskyttelse efter
Genève-konventionerne, så ville de blive behandlet humant og i overensstemmelse
med principperne for den internationale folkeret.
7. februar 2002
Den 7. februar 2002 udstedte præsident George Bush et
memorandum, hvori han bekræftede, at al- Qaida- og Taleban-mistænke ikke var
beskyttede af Genève-konventionerne, fordi de ifølge George Bush var ”unlawful
combatants”. De ville imidlertid, som de amerikanske myndigheder tidligere havde
gjort gældende, blive behandlet humant og ”in a manner consistent with the
principles of the Geneva Conventions of 1949”. Præsident Bush tog samtidig det
vigtige forbehold, at det kun ville ske ”to the extend appropriate and
consistent with military necessity”.
11. februar 2002
Indtil den 11. februar 2002 kan den danske regering
siges at have været i ”god tro”, når den i sine svar til Folketinget gjorde
gældende, at den gik ud fra, at USA ville overholde de internationale regler for
krigsførelse, idet den amerikanske regering selv have givet udtryk for, at den
ville overholde disse regler, og regeringen havde ingen konkret viden om, at det
ikke ville være tilfældet. Imidlertid bad præsident Bush det amerikanske
Udenrigsministerium om at informere sine allierede om sit memorandum. Den 11.
februar fremsendte den danske ambassade i Washington til det danske
udenrigsministerium en såkaldt ”fact sheet” udarbejdet af Det Hvide Hus. Af
denne fremgår det amerikanske forbehold tydeligt. Ifølge filmen vidste
regeringen med denne fact sheet, at USA ikke under alle omstændigheder havde til
hensigt at overholde de internationale regler for krigsførelse, men netop havde
informeret den danske regering om, at USA i visse situationer forbeholdt sig
retten til at gøre undtagelse fra disse regler. Regeringen valgte ikke at oplyse
Folketinget om det amerikanske forhold. I stedet svarede man også fremover
Folketinget, at amerikanerne havde erklæret, at de ville behandle fangerne
humant og i overensstemmelse med principperne i Genève-konventionerne. Og at
regeringen ikke havde grund til at betvivle dette.
Dokumentarfilmen har således fundet frem til et centralt
dokument, nemlig den amerikanske ”fact sheet”, som – så vidt vides - ikke
tidligere har været fremme i den danske offentlige debat. Filmen kan
dokumentere, at dette dokument, af hvilket det amerikanske forbehold tydeligt
fremgår, var i den danske regerings besiddelse allerede den 11. februar 2002. At
regeringen valgte ikke at oplyse Folketinget – hverken ved modtagelsen af
oplysningen om forbeholdet eller senere – vurderes af lektor i forfatningsret
Jens Elo Rytter til at udgøre en ”vildledning” af Folketinget. Også professor i
folkeret Frederik Harhoff vurderer, at regeringens og statsministerens oplysning
til Folketinget om, at fangerne blev behandlet i overensstemmelse med den 3.
Genève-konvention var ”urigtig”, og at regeringen, da den blev opmærksom på, at
Folketingets forudsætninger for at have sagt ja til dansk krigsdeltagelse ikke
holdt, var forpligtet til at spørge Folketinget, om Danmark skulle fortsætte med
at deltage i krigen i Afghanistan. Dette må anses for at være tilstrækkelig
journalistisk dokumentation for, at der er tale om et kritisabelt forhold, som
bør bringes til offentlighedens kendskab.
Lektor Jens Elo Rytter vurderer endvidere, at denne
vildledning er ansvarspådragende efter ministeransvarlighedsloven, og at der
derfor er grundlag for at rejse en rigsretssag mod statsministeren. At gøre
gældende, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod en minister - og i
særdeleshed mod landets statsminister - er en overordentlig alvorlig anklage.
Siden Rigsretten blev indført i 1849, har der kun været ført fem rigsretssager,
og kun to ministre er blevet dømt: Berg i 1910 og Ninn-Hansen i 1995. Det er
ikke usandsynligt, at Jens Elo Rytters vurdering i formel, juridisk forstand er
korrekt. Men givet anklagens alvorlige karakter ville det have været ønskeligt,
om instruktøren havde undersøgt, om der blandt juridiske eksperter er enighed om
denne vurdering og i filmen gengivet, hvorvidt det er tilfældet.
Burde den danske tolks anklager være taget mere
alvorligt?
Filmen fremlægger tilstrækkelig
dokumentation for, at forsvarets håndtering af tolkens oplysninger har været af
en sådan art, at den bør påkalde sig offentlighedens opmærksomhed og underkastes
kritisk granskning. Filmen fremlægger endvidere tilstrækkelig dokumentation for,
at de danske myndigheder, om de havde ønsket det, på et tidligt tidspunkt kunne
have fået bevis for, at amerikanerne ikke overholdt Genève-konventionerne i
Afghanistan.
At regeringen valgte ikke at oplyse Folketinget om det
amerikanske forbehold, kan i sig selv være et alvorligt problem for regeringen.
Men problemet forværres, hvis danske myndigheder fik kendskab til, at
amerikanerne ikke alene havde til hensigt ikke at overholde, men rent faktisk
ikke overholdt Genève-konventionerne.
Ifølge filmen blev en dansk soldat af iransk herkomst,
som var knyttet til specialoperationsstyrkerne, fordi han kunne forstå det
lokale sprog, en uge efter de danske styrkers ankomst til Afghanistan udlånt til
den amerikanske fangelejr. Han fungerede som tolk under afhøringerne. Efter kort
tid i lejren gik tolken til sine overordnede og indberettede, at fanger blev
mishandlet i amerikansk varetægt. Da forsvarsministeren i samme periode kom på
besøg i Afghanistan, blev tolken holdt væk fra ministeren af en person fra
Forsvarets Efterretningstjeneste. Samme dag blev tolken fløjet hjem til Danmark
før tid.
I Københavns Lufthavn blev han mødt af FET, som
indskærpede hans tavshedspligt og understregede, at han risikerede
fængselsstraf, hvis han fortalte om, hvad han havde set. Selv om tolken ifølge
filmen fortalte sine overordnede og senere FET om sine oplevelser, valgte man
ikke at bringe sagen opad i systemet. I juli 2003 fik Forsvarsakademiet, som
står for uddannelsen af forsvarets tolke, kendskab til sagen, men igen undlod
man at orientere forsvarets ledelse.
Først den 23. januar 2004 blev Forsvarskommandoen
orienteret. Det skete i forbindelse med behandlingen af en arbejdsskadesag, som
tolken anlagde mod Forsvaret, blandt andet ledsaget af påstande om, at han havde
overværet fangemishandlinger. Den 2. juni blev forsvarschefen orienteret. At
sagen først på dette tidspunkt kom til forsvarschefens kendskab, er i
Forsvarsministeriets redegørelse af 13. december 2006 blevet betegnet som en
”intern fejl” (side 17).
Den 6. juni blev forsvarsminister Søren Gade orienteret,
og det blev besluttet, at Forsvarets Auditørkorps skulle gennemføre en
undersøgelse. Forsvarsministeren underrettede Udenrigspolitisk Nævn den 9. juni.
Samme aften udsendte Ritzau et telegram om tolkens oplysninger. Ifølge filmen
blev auditørerne kun givet beføjelser til at undersøge, om danske soldater havde
gjort noget galt, ikke om amerikanerne var gået over stregen under afhøringerne.
Der blev sendt en forespørgsel til det amerikanske forsvarsministerium, men uden
at der herigennem blev tilvejebragt oplysninger om eventuelle amerikanske
overgreb.
Ingen af de danske soldater, officerer eller læger, som
auditørkorpset udspurgte, havde set eller hørt noget. På den baggrund måtte
auditørkorpset ifølge filmen konkludere, at tolkens oplysninger om amerikanske
overgreb ikke kunne bekræftes. Auditørundersøgelsens konklusion, som i tolkens
øjne fik ham til at fremstå som utroværdig, fik denne til at skrive et
personligt brev til forsvarschef Jesper Helsø, hvori han bad om et møde.
Forsvarschefen indkaldte tolken til et personligt møde. Efter mødet orienterede
forsvarschefen regeringen.
Hvis tolkens påstande om amerikanske overgreb står til
troende, vidste det danske forsvar meget tidligt, at USA ikke overholdt Genève-konventionerne i
Afghanistan, nemlig allerede i februar/ marts 2002. Denne viden blev dog først
to år senere formidlet videre op gennem systemet, og først den 6. juni 2004 blev
regeringen gjort bekendt med tolkens anklager.
Når regeringen efter dette tidspunkt udtaler, at den har
tillid til, at USA overholder Genève-konventionerne, må det bero på en konkret
vurdering, om man mener, at man med tolkens udsagn havde tilstrækkelig
dokumentation for, at amerikanerne ikke overholdt Genève-konventionerne. Det
mente regeringen tilsyneladende ikke, sådan som det eksempelvis fremgår af
statsministerens svar til Søren Søndergaard fra Enhedslisten den 13. juni og identisk
den 2. juli 2004. Efter at auditørundersøgelsens konklusioner blev
offentliggjort i januar 2005, kunne regeringen henholde sig til, at det ikke var
bevidst, at USA overtrådte konventionerne. Man kan på den baggrund ikke gøre
gældende, at regeringen ved ikke at tillægge tolkens udsagn vægt direkte
vildledte Folketinget. Det hævdes da heller ikke i filmen.
Filmens påstand er derimod, at danske myndigheder
systematisk forsøgte at undgå, at tolkens oplysninger skulle blive en belastning
for de danske styrkers indsats i Afghanistan. I første omgang forhindrede
forskellige niveauer i forsvaret, at tolkens oplysninger blev undersøgt, og man
undlod at orientere overordnede niveauer om anklagerne.
Først da tolken anlagde sag om arbejdsskade, besluttede
forsvaret nødtvunget at gennemføre en auditørundersøgelse, men auditørerne blev
givet et mandat, som bevirkede, at tolkens hovedpåstande ikke kunne undersøges.
Efter at de var blevet informeret om tolkens oplysninger, udtalte højtstående
personale i forsvaret sig til filmens instruktør, som om anklagerne ikke havde
været fremsat. Forsvarschef Jesper Helsø udtaler, at han ikke har ”hørt noget
om, at der er foretaget overgreb fra amerikanske styrker”.
Den øverste ansvarlige for Jægerkorpset og
Frømandskorpset i Afghanistan Frank Lissner udtaler, at der ingen rygter var i
lejren om, at der skulle foregå mishandlinger, tortur eller andet. Det var han
heller ikke blevet informeret om af tolken. Forsvarets auditører kunne ikke
finde noget militært personale, som kunne bekræfte tolkens oplysninger om, at
fanger blev mishandlet i amerikansk varetægt.
Ikke desto mindre er det lykkedes filmens instruktør
Christoffer Guldbrandsen at finde frem til flere af de soldater, der var
involveret i nedennævnte aktion natten mellem den 18. og 19. marts 2002. Deres
beskrivelser stemmer overens med tolkens indberetninger.
Frank Lissner oplyser yderligere, at tolken blev sendt
hjem før tid, fordi han havde slået sin skulder. Senere oplyser forsvarets
tydeligt irriterede pressechef, at tolken er (psykisk) syg: ”(H)vad fanden
skulle I i øvrigt bruge en syg mands udtalelser til?”
Filmen må på den baggrund siges at
fremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at forsvarets håndtering af tolkens
oplysninger har været af en sådan art, at den bør påkalde sig offentlighedens
opmærksomhed og underkastes kritisk granskning. Filmen fremlægger endvidere
tilstrækkelig dokumentation for, at de danske myndigheder, om de havde ønsket
det, på et tidligt tidspunkt kunne have fået bevis for, at amerikanerne ikke
overholdt Genève-konventionerne i Afghanistan.
Blev afghanere
tilbageholdt af danske soldater behandlet i strid med Genève-konventionerne, og
burde den danske regering og Folketinget være blevet underrettet
herom?
Filmen fremlægger tilstrækkelig
journalistisk dokumentation for, at afghanere tilbageholdt af danske soldater
sandsynligvis ikke blev behandlet i overensstemmelse med Genève-konventionerne,
da de senere blev overladt i amerikansk varetægt, og at det danske forsvars
tilsyneladende mangel på interesse for i foråret 2002 eller senere at undersøge,
hvad der skete med de tilbageholdte, da de blev bragt i amerikansk varetægt, bør
påkalde sig offentlig opmærksomhed.
Den danske regering oplyste den 18. maj 2004 Folketinget
følgende: ”Forsvarskommandoen har oplyst, at de danske styrker ikke har taget
krigsfanger i Afghanistan. Danske styrker i Afghanistan har i samarbejde med de
amerikanske styrker været med til at tilbageholde 34 personer. Alle disse 34 er
efterfølgende blevet frigivet i Afghanistan”.
Tilbageholdelserne skete ved to forskellige lejligheder.
En af disse fandt sted natten mellem den 17. og 18. marts 2002. De tilbageholdte
viste sig ikke at tilhøre Taleban eller al-Qaida, men at være allierede
sikkerhedsstyrker. De tilbageholdte blev senere frigivet. Det lykkes
dokumentarfilmen at koble tidspunktet for denne tilbageholdelse sammen med
samtidige amerikanske journalistiske dækninger af netop denne tilbageholdelse.
Det drejede sig om nyhedsbureauet Associated Press’ og
avisen Washington Posts dækning. Det lykkedes endvidere filmens instruktør at
finde frem til nogle af de afghanere, der havde været tilbageholdt af danskerne
og senere overleveret til de amerikanske styrker. Det er filmens fortjeneste
overbevisende at fremlægge dokumentation for, at der i dette tilfælde efter al
sandsynlighed er afghanere, som blev tilbageholdt af danske soldater, og som, da
de blev udleveret til amerikanerne, blev behandlet i strid med
Genève-konventionerne.
Filmen har fundet frem til nogle af de danske soldater,
der var med i aktionen. Af deres udsagn fremgår, at de var vidende om, at
amerikanerne ikke overholdt Genève-konventionerne– uagtet at hverken Frank
Lissner eller Jesper Helsø angiveligt har hørt danske soldater berette om
amerikanske overgreb. Filmen dokumenterer ikke – og hævder ej heller – at
overordnede i det danske forsvar af danske soldater blev orienteret om, at de 31
tilbageholdte blev behandlet i strid med Genève-konventionerne, da de blev
overladt i amerikansk varetægt. Og derfor kan hverken det danske forsvar eller
den danske regering bebrejdes, at de ikke har haft konkret kendskab til denne
episode, hvor tilbageholdte i modstrid med det løfte, der blev givet
Folketinget, ikke er blevet behandlet i overensstemmelse med Folkeretten.
Men filmen indikerer, at selv efter, at verden blev
chokeret over den amerikanske fangemishandling i Abu Graib-fængslet i Irak, har
det danske forsvar og den danske regering ikke ønsket at undersøge og dermed
vide, hvad der skete med de afghanere, som danske soldater tilbageholdt i
Afghanistan, når de var blevet overdraget i amerikansk varetægt. Ej heller de af
Amnesty International og Human Rights Watch udfærdigede rapporter om
fangemishandlinger i Afghanistan, herunder om netop den behandling, som de 31
dansk tilbageholdte afghanere var blevet udsat for, gav anledning til officiel
dansk reaktion. Tværtimod har det danske forsvar destrueret alt det
bevismateriale, der kunne være med til at dokumentere, om afghanere tilbageholdt
af danske soldater efterfølgende havde været udsat for mishandling af
amerikanerne eller overført til Guantanamotanamo – ifølge forsvarschefen, fordi
det ikke var blevet betragtet som vigtigt at bevare
fangelisterne.
Det må på denne baggrund konkluderes, at filmen har
fremlagt tilstrækkelig journalistisk dokumentation for, at afghanere
tilbageholdt af danske soldater sandsynligvis har været behandlet i strid med
Genève-konventionerne, da de senere blev overladt i amerikansk varetægt, og at
det danske forsvars tilsyneladende mangel på interesse for i foråret 2002 eller
senere at undersøge, hvad der skete med de tilbageholdte, da de blev bragt i
amerikansk varetægt, bør påkalde sig offentlig
opmærksomhed.
Hvor
mange gange udleverede danske soldater tilbageholdte til
amerikanerne?
Filmen fremlægger tilstrækkelig
journalistisk dokumentation til at betvivle, at danske soldater alene overdrog
fanger i amerikanernes varetægt de officielt opgivne to gange. Derimod
fremlægger filmen ikke dokumentation for, at denne overlevering skulle være sket
rutinemæssigt.
Regeringen har over for Folketinget oplyst, at danske
soldater har tilbageholdt personer i Afghanistan i alt to gange. Filmen gør
gældende, at der er foretaget tilbageholdelser flere end de to angivne gange.
Som dokumentation bringes interviews med to amerikanske forhørsledere Chris
Hogan og Ed Hermann. Filmen konkluderer: ”Danskerne tog altså, ifølge vore
amerikanske kilder, rutinemæssigt fanger og udleverede dem til amerikanerne”.
Man må gå ud fra, at ”vore amerikanske kilder” er Hogan
og Herman. Herman udtaler sig i filmen ikke eksplicit om, hvor ofte han har set
danske soldater udlevere fanger til amerikanerne, men det fremgår af hans
udtalelser, at der må være tale om flere end de to officielt angivne gange.
Hogan derimod udtaler sig eksplicit om, hvor ofte han har set danskerne udlevere
fanger til amerikanerne: ”The unique Danish flag might have been seen in the
prison camp bringing in prisoners five, six times”. Med Hermans generelle og
Hogans specifikke udtalelser – begge fra centrale vidner - har filmen fremlagt
tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at betvivle, at de danske soldater
alene overdrog fanger i amerikanernes varetægt to gange.
Hvis sprogbrugen ”rutinemæssigt” i speaken henviser til
overdragelsernes antalsmæssige størrelse, fremlægges der i filmen ikke
dokumentation for, at dette skulle have været tilfældet: Hermans generelle
udtalelse kan måske tages til indtægt for, at udleveringen foregik hyppigt, mens
Hogans udsagn om, at han så en udlevering finde sted op til fem eller seks gange
ikke på dansk kan karakteriseres som rutinemæssigt. Dette forrykker imidlertid
ikke ved dokumentationen for, at de danske styrker kunne have tilbageholdt
fanger mere end de officielt opgivne to gange.
Blev
personer tilbageholdt af danske soldater efterfølgende udsat for tortur og/eller
overført til Guantanamo?
Filmen sandsynliggør, at fanger
tilbageholdt af danske styrker og senere overladt i amerikansk varetægt kan være
blevet udsat for tortur og/eller kan være blevet overført til Guantanamo.
Derimod fremlægger filmen ingen dokumentation for, at det er særlig sandsynligt,
at dette er sket.
Når filmen ikke kan dokumentere, at
personer tilbageholdt af danske tropper senere er blevet udsat for tortur i
amerikansk varetægt, kan man undre sig over, at instruktøren i filmens
indledning har valgt at gøre netop påstanden om tortur til den bærende i filmen.
Det må anses for at være problematisk, når filmens indledning sammenholdes med
dens afslutning, hvori det på en sådan måde påstås, at der er grundlag for at
rejse rigsretssag mod statsministeren, at seerne let kan få den opfattelse, at
grundlaget gælder samtlige de forhold, der er blevet berørt i filmen, herunder
torturpåstanden.
Filmen benytter flere kilder til at dokumentere, at
amerikanske tropper udsatte afghanske fanger for overgreb, herunder tortur. Det
er i forlængelse heraf filmens påstand, at når afghanere tilbageholdt af danske
styrker senere blev overladt i amerikansk varetægt, så er det sandsynligt, at
også disse personer blev udsat for overgreb og tortur. Det lykkedes imidlertid
ikke i filmen konkret at dokumentere, at afghanere tilbageholdt af danske
styrker efterfølgende har været udsat for tortur i amerikansk
varetægt.
Filmen angiver endvidere, at i de første tre måneder,
danskerne opererede i Afghanistan, blev næsten alle fanger sendt videre til
Guantanamo. Det er i forlængelse heraf filmens påstand, at det er sandsynligt,
at afghanere tilbageholdt af danske styrker og senere overladt i amerikansk
varetægt er blevet overført til Guantanamo. For at undersøge, om dette er
tilfældet, beder filmens instruktør om aktindsigt i fangeregistret fra
Afghanistan, men fangeregistret eksisterer ikke mere. Derfor kan regeringen
ifølge filmen ikke redegøre for, hvor mange fanger danskerne har taget, og om
nogen af dem i dag sidder indespærret på Guantanamo. Det lykkedes på den
baggrund ikke filmen konkret at dokumentere, at afghanere tilbageholdt af danske
styrker efterfølgende er blevet overført til Guantanamo.
Filmen fremlægger tilstrækkelig
journalistisk dokumentation for, (1) at fanger i amerikansk varetægt blev udsat
for tortur, og (2) at fanger blev overført til Guantanamo. Filmen viser, at det
ikke kan udelukkes, at fanger tilbageholdt af danske styrker og senere overladt
i amerikansk varetægt kan være blevet udsat for tortur og/eller kan være blevet
overført til Guantanamo. Derimod fremlægger filmen ingen dokumentation for, at
det er særlig sandsynligt, at dette er sket. De 31 tidligere omtalte
tilbageholdte afghanere blev udsat for en behandling, der ikke var i
overensstemmelse med Genève-konventionerne, men der foreligger ikke oplysninger
om, at de blev udsat for tortur. Filmen dokumenterer ej heller konkret, at andre
personer tilbageholdt af danske soldater i Afghanistan blev udsat for tortur
eller blev overført til Guantanamo. Og filmen har alene formået at betvivle, at
der kun fandt overførsel sted de to officielt oplyste gange, men fremfører ingen
dokumentation for det eventuelle omfang af denne overførsel. Påstanden om, at
personer tilbageholdt af
danske soldater efterfølgende blev udsat for tortur i amerikansk varetægt
og/eller overført til Guantanamo, er den
af filmens hovedpåstande, der belægges med svagest
dokumentation.
Når filmen ikke kan dokumentere, at
personer tilbageholdt af danske tropper senere er blevet udsat for tortur i
amerikansk varetægt, kan man undre sig over, at instruktøren har valgt at gøre
netop påstanden om tortur til den bærende i filmen: Filmen indledes med
statsministerens udtalelse om, at amerikanerne over for den danske regering har
”understreget den humanitære karakter af de danske styrkers rolle i Afghanistan”
og senere i nytårstalen 1. januar 2002: ”Det amerikanske samfund er bygget på
idéerne om personlig frihed, demokrati, menneskerettigheder og religiøs
tolerance. I hele den vestlige verden har vi bygget vores samfund op på
tilsvarende værdier. Det er disse værdier, vi nu skal værne og forsvare”. Disse
udtalelser klippes op mod urolige billeder af ildevarslende tegninger af
torturlignende situationer. Det er filmens budskab: At den danske regering har
sagt én ting, men at virkeligheden efter al sandsynlighed var en
anden.
Filmen fremlægger som nævnt ingen dokumentation for, at
det er særlig sandsynligt, at afghanere tilbageholdt af danske tropper har været
udsat for tortur eller er blevet overført til Guantanamo-basen. Derfor
forekommer filmens indledning problematisk, når den sammenholdes med dens
afslutning. Filmen slutter med lektor Jens Elo Rytters vurdering af, at der kan
rejses en rigsretssag mod statsminister Anders Fogh Rasmussen. Denne vurdering
bringes ikke på det sted i filmen, der handler om det forhold, som Rytter mener,
giver grundlag for at rejse rigsretssagen: At regeringen har undladt at oplyse
Folketinget om det amerikanske forbehold med hensyn til at overholde
Genève-konventionerne. Vurderingen bringes derimod som afslutning på hele
filmen. Seerne kan derfor let få den opfattelse, at der kan rejses rigsretssag
mod statsministeren på grundlag af samtlige de forhold, der er blevet behandlet
i filmen, herunder især de anklager om tortur, som filmen i sin indledning
lægger op til, er dens væsentligste tema. Det bringer filmen intet som helst
belæg for.
Konklusion
I forhold til hovedpåstandene må det konkluderes, at
filmen - om ikke undtagelsesfrit - lever op til de standarder for dokumentation,
der gælder for journalistiske produkter af denne type. I nogle tilfælde virker
dokumentationen stærkere end i andre. Således virker dokumentationen for, at
regeringen har undladt at videregive det amerikanske forbehold til Folketinget
overbevisende. Det samme gælder dokumentationen for, at 31 afghanere, som var
blevet tilbageholdt af danske soldater, blev udsat for overgreb, da de kom i
amerikansk varetægt.
Filmen fremlægger også troværdig dokumentation for, at
der blandt de danske styrker i Afghanistan på et tidligt tidspunkt eksisterede
information om amerikanske overgreb, som det forekommer bemærkelsesværdig, at
forsvaret ikke reagerede på. Filmen kan med de amerikanske forhørslederes
udtalelser sandsynliggøre, at de danske tropper overleverede tilbageholdte
afghanere til amerikanerne flere end de to officielt vedkendte gange, hvorimod
den ikke har dokumentation for, at dette skete rutinemæssigt.
Svagest står filmen med hensyn til påstanden om, at
afghanere, som var blevet tilbageholdt af danske soldater, senere skulle være
blevet udsat for tortur, mens de var i amerikansk varetægt og/eller overført til
Guantanamo-basen. Her må filmen nøjes med at argumentere, at det ikke kan
udelukkes, at noget sådant kan være sket, men har igen dokumentation for, at det
faktisk skete, endsige at det er særlig sandsynligt, at det er sket.
Når filmen ikke kan dokumentere, at personer
tilbageholdt af danske tropper senere er blevet udsat for tortur i amerikansk
varetægt, kan man undre sig over, at instruktøren i filmens indledning har valgt
at gøre netop påstanden om tortur til den bærende i filmen. Det må anses for at
være problematisk, når filmens indledning sammenholdes med dens afslutning,
hvori det på en sådan måde påstås, at der er grundlag for at rejse rigsretssag
mod statsministeren, at seerne let kan få den opfattelse, at grundlaget gælder
samtlige de forhold, der er blevet berørt i filmen, herunder
torturpåstanden.
5. Kritikken af filmen
Den dokumentation, som en dokumentarfilm af denne type
fremlægger, såvel som de tolkninger af dokumentationen, som den foretager, vil
helt naturligt blive gjort til genstand for debat i offentligheden – det er i og
for sig en raison d’être for dokumentarfilmen som genre.
Det er da også sket i dette tilfælde, eksempelvis i
”Forsvarsministeriets redegørelse af 13. december”, ”Forsvarsministeriets dokumentation:
Danmarks Radios film ’Den Hemmelige
Krig’” (udateret) og i henholdsvis
Nyhedsavisens og Jyllands-Postens kritiske diskussion af
filmen.
På baggrund af gennemgangen af DHKs hovedpåstande
gennemgås nedenfor de kritikpunkter, som Forsvarsministeriet (FM) og
Nyhedsavisen (NA) har fremført med henblik på at vurdere, om kritikken kan siges
at underminere filmens dokumentation. I et efterfølgende afsnit vil brugen af
filmiske virkemidler blive gennemgået.
Vi forholder os alene til den kritik, der er fremført af
selve filmen, ikke af TV Avisens dækning heraf.
Forsvarsministeriets
kritik
I rapporten ”Forsvarsministeriets dokumentation:
Danmarks Radios film ’Den Hemmelige Krig’” (udateret) kritiseres DHK for en
række fejl og manipulationer samt for en række udeladelser. Forsvarsministeriet
konkluderer desuden, at DHK bærer præg af manglende kvalitetskontrol i
overensstemmelse med DRs sædvanlige standard.
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at
Forsvarsministeriet lægger vægten i kritikken på forløbet omkring filmens
tilblivelse og på samarbejdet mellem Forsvarsministeriet og instruktøren
Christoffer Guldbrandsen. Forsvarsministeriet forholder sig substantielt kun til
en enkelt af filmens hovedpåstande, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt de danske
specialstyrker udleverede tilbageholdte mere end to gange.
Her afvises filmens påstand med henvisning til, at der
er fraklippet en væsentlig vending i interviewet med Chris Hogan: ”…to the best
of my recollection.” Selvom Chris Hogan efterfølgende udtalte, at han ikke anså
dette for at være et problem, påpeger Forsvarsministeriet, at klippet burde have
været medtaget, og at danske styrker desuden klart har angivet antallet af
overleveringer til to.
Selvom Forsvarsministeriet kritiserer DHK for ”selektiv
brug af informationer, fordrejninger, manipulation og bevidste udeladelser af
information, som ikke passer ind i filmens ’plot’”, fremlægges der ikke
oplysninger, der underminerer filmens dokumentation for hovedpåstandene.
Spørgsmålet er, om man kan kritisere rapporten for at
bryde normerne for god embedsmandsskik. Vurderes dette ud fra betænkning 1443 om
"Embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og dens embedsmænd" (fra
2004), kan rapportens indhold imidlertid ikke kritiseres.
Betænkningen fremhæver, at der er sket en glidende
udvikling i retning af integreret faglig og politisk-taktisk rådgivning - og at
dette er både acceptabelt og at foretrække. Den klassiske embedsmandsrolle, hvor
normen er regelbundet og saglig rådgivning, er dermed mere en myte end en
realitet.
Dog fremhæves det også i betænkningen, at det
almindelige embedsværk ikke bør fremstå som "personligt politisk engageret i den
sag, der rådgives om". At Forsvarsministeriets rapport er skrevet med stort
engagement og nidkærhed, hersker der dog ingen tvivl om. Dele af rapporten er -
vurderer vi - også præget af en misforstået opfattelse af forholdet mellem
politikere/embedsværk og medierne.
Rapportens sprog er følelsesladet, og
Forsvarsministeriet fremfører klare holdninger til, hvad der "burde" have været
medtaget henholdsvis udelukket i såvel filmen som i DRs dækning. Der spares
heller ikke på stærkt vurderende beskrivelser, som for eksempel at der er tale
om "direkte manipulation", "instruktørernes plot" etc.
Det kan derfor diskuteres, om FMs rapport blev til en
del af det politiske ”spin”, der blev viklet omkring filmen for at aflede
opmærksomheden fra dens hovedpåstande.
Nyhedsavisens
kritik
Var
det danske forsvar vidende om, at fanger ikke blev behandlet i overensstemmelse
med Genèvekonventionerne?
For at undersøge filmens påstand om, at danske soldater
var vidende om, at fanger i amerikansk varetægt ikke blev behandlet i
overensstemmelse med Genève-konventionerne, har NA efterfølgende kontaktet nogle
af de danske soldater, der har været i Afghanistan. De afviser alle ”nogensinde”
at have hørt om, at der skulle være foregået vold i fangelejren. NA har blandt
andet på den baggrund opfordret Danmarks Radio til at ”gennemføre en uafhængig
undersøgelse med henblik på at fastslå, om kilderne overhovedet findes”.
Det forekommer her, at NA forsøger at kompromittere
filmens instruktør ved at udnytte en asymmetrisk situation, der i udgangspunktet
ikke gør det muligt at få filmens interviews bekræftet. De soldater, der
interviewes i filmen, er tydeligvis blevet lovet anonymitet, og vel at mærke
inden filmens politiske sprængfarlighed var kendt. Med den politiske furore, der
opstod i kølvandet på visningen af DHK, forekommer det lidet sandsynligt, at
soldater, der er underlagt tavshedspligt, ville oplyse NAs journalist om
forhold, der stred mod det grundlag, krigen i Afghanistan officielt skulle føres
på – uanset om de blev lovet anonymitet eller ej.
Der er på den baggrund ingen grund til at betvivle
filmens dokumentation.
Hvor
mange gange?
Der er i filmen to centrale kilder, der siger, at
danskerne afleverede fanger til amerikanerne flere gange end de to, som
regeringen har opgivet, nemlig de to forhørsledere Chris Hogan og Ed Hermann.
NA har efterfølgende sået tvivl om de to amerikanske
forhørslederes udtalelser og troværdighed, blandt andet ved at henvende sig
direkte til de to. Også dette tilfælde illustrerer, at det kan være vanskeligt
efterfølgende at henvende sig til kilder, når først en udsendelse af denne art
har resulteret i politisk furore. DR har imidlertid taget kontakt til de to
forhørsledere, som har bekræftet deres udsagn. Der er på den baggrund ikke grund
til at betvivle, at instruktøren ved filmens tilblivelse havde kilder, som ud
fra almindelig journalistik praksis måtte anses for at være troværdige.
NA har endvidere kritiseret filmen for at manipulere og
ukorrekt gengive forhørsleder Chris Hogans udtalelser. Avisen fremfører, at
Hogan skulle have taget to forbehold:
- Han skulle ved at
benytte ordet ”might” have taget et generelt forbehold for sit
udsagn
- Han skulle ved at
benytte vendingen ”to the best of my recollection” have taget et yderligere
forbehold.
Hogans fulde udsagn på engelsk lyder: ”The unique Danish
flag – to the best of my recollection – might have, might have been seen in the
prison camp – bringing in prisoners – five, six
times”.
Ifølge NA lyder udsagnet i dansk oversættelse: “Så vidt
jeg husker, blev det særegne danske flag måske set (på soldater, der afleverede
fanger), måske fem-seks gange”.
Oversættelsen og kommentarerne demonstrerer, at
Nyhedsavisen ikke har et nuanceret kendskab til engelsk sprogbrug.
- En kyndig bruger af
engelsk ville vide, at ordet ”might” i den benyttede sammenhæng ikke
nødvendigvis udtrykker et forbehold for udsagnet i sin helhed, men for det
præcise antal gange, Hogan kunne huske at have set danske soldater overlevere
fanger til amerikanerne. DR har efterfølgende spurgt Hogan, og han bekræfter, at
forbeholdet alene retter sig mod det præcise antal gange.
- En kyndig bruger af
engelsk ville vide, at man ikke kan gå ud fra, at vendingen ”to the best of my
recollection” nødvendigvis udtrykker et forbehold for udsagnet, snarere tværtom.
”Så vidt jeg husker” er derfor ikke en umiddelbart dækkende oversættelse (men
ville være det af ”as far as I recall/remember”). Der er derfor ikke, som NA
hævder, tale om ”et væsentligt forbehold”. Man kan omvendt undre sig over, at
filmens instruktør har ønsket at udelade vendingen, uanset om han har fået
Hogans godkendelse eller ej.
Kritikken ændrer derfor ikke ved, at filmen fremlægger
tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at betvivle, at danske soldater
alene overdrog fanger i amerikanernes varetægt de officielt opgivne to
gange.
Fandt der mishandling sted?
Der er ikke noget i kritikken, der sandsynliggør, at de
34 tilfangetagne ikke skulle være blevet udsat for en fornedrende behandling –
en mishandling. Der er efter vort skøn heller ikke noget i kritikken, der
sandsynliggør, at der ikke fandt mishandling sted hos amerikanerne, mens de
danske specialtropper var i Afghanistan. Christoffer Guldbrandsen synes derfor
at have tilfredsstillende dokumentation sine påstande på dette
punkt.
Blev der overført
fanger til Guantanamo i den periode, hvor de danske specialtropper opholdt sig i
Afghanistan?
Det synes hævet over enhver tvivl. At filmen så strammer
med hensyn til antallet af overførsler, er en anden sag.
Konklusion
Der er ikke noget i den efterfølgende kritik, rejst af
blandt andet Forsvarsministeriet og Nyhedsavisen, der afgørende har svækket CGs
dokumentation, der i vid udstrækning baserer sig på indicier og ikke håndfaste
beviser. Det er helt naturligt, at sådanne indicier diskuteres i en
efterfølgende debat: Holder de vand? Kan de tolkes, som de gør? Er de udtryk for
tilstrækkelig bevisførelse for, at noget er foregået, som det ikke skulle være
foregået? Konklusionen er derfor, at Christoffer Guldbrandsen har den type
beviser/indicier, som man kan forvente af en journalistisk
dokumentarfilm.
6. Vurdering af de filmiske
virkemidler
I det følgende vurderes de vigtigste filmiske
virkemidler ud fra de normer, der er gældende i filmbranchen. Det er vigtigt at
pointere, at DHK opererer i genren dokumentarfilm, der hele tiden flytter sig og
udfordrer grænserne, for hvad man kan kræve af seerne. Samtidig udvikler seernes
evner til at afkode selv indviklede billedforløb sig i takt med, at mediet
forandrer sig. Der findes ikke faste retningslinjer for, hvad man som instruktør
af en journalistisk/filmisk dokumentar kan tillade sig, og dette afsnits
vurdering af de filmiske virkemidler relaterer sig derfor til generelt anvendte
normer i filmbranchen.
Filmens åbning
Filmen åbner med en række arkivklip af statsministeren,
den amerikanske forsvarsminister og præsident, klippet op mod urolige billeder
af ildevarslende tegninger af torturlignende situationer. Effekten er
naturligvis, at seeren opfatter filmens præmis både med hjernen og hjertet. At
den danske regering har sagt én ting, men at virkeligheden efter al
sandsynlighed var en anden. Metoden er valid og holdbar ud fra filmbranchens
etiske praksis og kan kun diskuteres ud fra en personlig smagsvurdering.
Nutidsformen
Denne film handler om et emne, der per definition er
meget svært at billeddække. Alle de handlinger, filmen beskriver, er foregået
for længe siden. Det i sig selv er tungt og kan hurtigt gøre fortællingen fjern
og distanceret. Derfor bruger instruktøren nutidsformen, der giver en illusion
af, at vi er til stede - eller tæt på at være til stede under begivenhederne.
Det er et meget almindelig brugt virkemiddel og har en klar positiv effekt på
forståelsen og oplevelsen af filmen. Nutidsformen konflikter ikke med filmens
journalistiske indhold. Men det stiller større krav til seeren, end en
mainstream tv-dokumentar ville gøre.
Arkivstof
Da store dele af filmens handling ikke er og ikke har
kunnet dokumenteres med levende billeder, anvendes i høj grad arkivmateriale.
Dette materiale er ofte af meget svingende billedmæssig kvalitet og skudt til
brug i nyhedsudsendelser og lignende. Instruktøren vælger at zoome elektronisk
ind i billederne og gøre dem ”filmiske” og kornede.
Det er en almindeligt anvendt måde at gøre et ellers
dødt stof levende på. Sammen med nutids-speaken giver det en dynamisk effekt,
der skaber illusionen af ”her-og-nu” og autencitet. Dette er ikke kritisabelt,
men man kan diskutere, om filmen i højere grad burde have gjort seeren opmærksom
på, at der er tale om arkivbilleder. I hvert fald i situationer, hvor billederne
fejlagtigt kan opfattes som autentiske.
Bygninger
Af mangel på billeder af de egentlige begivenheder må
instruktøren ty til billeder af ”skyldige bygninger” – en meget brugt ironi i
dokumentarverdenen om de evindelige bygninger, der må gøre det ud for egentlige
billeder. Disse er også brugt her, og det er svært at kritisere. Der har fra
Erik Valeurs side i Jyllands-Posten været rejst kritik af, at bygningerne, for
eksempel Udenrigsministeriet og Statsministeriet, fremstår ”skurkagtige” og
mørke.
Det kan imidlertid forklares med, at speaken på de
pågældende billeder tydeligt fortæller, at en bestemt fax blev modtaget klokken
22.30 om aftenen.
Håndholdt kamera
Samtlige filmens interviews er skudt med håndholdt
kamera. Dette er formentlig valgt for at styrke filmens visuelle dynamik. I en
billeddød historie som denne er det vigtigt at tilføje nogle lag, der formidler
en oplevelse. Kameraet bevæger sig ind imellem så meget, at instruktøren også er
med i de urolige og lidt rastløse billeder. Der er små zoomture på øjne eller i
et par tilfælde den interviewedes mund.
Erik Valeur kritiserer i Jyllands-Posten dette ud fra to
modsatrettede synspunkter. Første gang da den amerikanske Human Rights Watch
repræsentant har en vigtig pointe, hvor kameraet er tæt på hans mund. Valeur
mener, at dette er en form for manipulation, der skal overbevise os om, at det,
han siger, er vigtigt, fordi han er en af filmens helte. Senere bruges samme
nære billede af forsvarsministerens mund, men denne gang udlægger Valeur det som
en pression mod Søren Gade.
Dette viser, at hvert eneste filmiske virkemiddel kan
tolkes forskelligt. Det håndholdte kamera er efter vores vurdering et rent
æstetisk valg fra instruktørens side, og det er ikke
kritisabelt.
Konklusion
Sammenfattende er det vores vurdering, at den
omfangsrige brug af filmiske virkemidler i DHK er forsvarlig ud fra de etiske
normer, der er gældende i filmbranchen. De kan højst diskuteres ud fra
smagsvurderinger. Dog kan det i bakspejlet klart anbefales at bruge en
tydeligere markering af arkivstof. Især i film, der som denne har et
kontroversielt journalistisk indhold.
7. Spinnet omkring ”Den Hemmelige
Krig”
En stadig væsentligere del af en tv-udsendelses succes
og den opmærksomhed, den påkalder, er evnen til på forhånd at sætte en dagsorden
- forud for selve udsendelsestidspunktet. DHK er ingen undtagelse. Og en meget
stor del af den efterfølgende kritik fra ikke mindst regeringen gik på det,
regeringen opfattede som en iscenesættelse af DHK. En iscenesættelse, der
foregik, uden at regeringen havde mulighed for at se filmen og dermed forholde
sig til den kritik, regeringen blev mødt med i dagene op til filmens udsendelse
på DR.
Det ligger uden for kommissoriet at granske, hvem der
gjorde og sagde hvad til hvem og hvornår, men for forståelsen af det postyr, DHK
skabte, er det nødvendigt kort at forholde sig til det, man kunne kalde spinnet
om filmen.
Filmens
priming
De første klip fra DHK blev vist på TV 2. Og i dagene
efter blev der dryppet klip til en række andre medier. Den dagsorden, der blev
sat, var primært rettet imod statsminister Anders Fogh Rasmussens rolle i sagen,
og det blev i flere indslag mere end antydet, at statsministeren havde et stort
problem, og at han tilsyneladende havde ført Folketinget bag lyset.
Både ved biografpremieren og den efterfølgende
tv-visning af dokumentarfilmen var fokus således rettet imod statsministeren, og
ikke mindst udsagnet om, at statsministeren efter en juridisk eksperts vurdering
burde stilles for en rigsret.
Regeringens modoffensiv over for DHK blev orkestret
efter devisen, at der intet nyt er i filmen, og filmen blev rubriceret som
propaganda, og her blev udsagnet om en rigsretssag hevet frem som det tydeligste
eksempel på, at filmens instruktør var gået langt over stregen – med andre ord
havde mistet sin objektivitet.
Offensiven indeholdt ligeledes en klassisk
afledningsstrategi for sagens konkrete indhold, hvorefter man sår tvivl om hele
filmens lødighed ved at angribe på et par detaljer, der igen skulle vise, at
filmens instruktør ikke aner, hvad han taler om.
Detaljen var dannebrogsflaget på de danske soldaters
skuldre. Både off og on record lød det igen og igen, at danske jægersoldater
ikke bærer flag, når de er på operation. De konservatives Helge Adam Møller
brugte netop denne argumentation selv samme aften, som filmen blev vist på DR,
til at understrege og bevise, at filmens instruktør ikke en gang have de basale
ting i orden. Hvis Helge Adam Møller havde ret i dette udsagn, forsvandt
troværdigheden af den amerikanske forhørsleder Chris Hogan, der i filmen
underbyggede sin påstand, om at de danske soldater flere gange bragte fanger ind
til den amerikanske lejr, med at sige, at han var sikker på dette, da han kunne
genkende de danske soldater på deres dannebrogsflag på skuldrene. Helge Adam
Møllers mangeårige virke som forsvarsordfører og store kendskab til forsvaret
skabte troværdighed om dette budskab.
Senere viste det sig imidlertid, at de danske
jægersoldater rent faktisk bar flag i operation.
Regeringens kritik - ikke mindst fremført af
forsvarsminister Søren Gade - af, at regeringen var blevet nægtet mulighed for
at se filmen, inden filmens instruktør begyndte at lade klip fra filmen sive til
medierne, blev i næste spinbølge forsøgt underbygget med en påstand om, at
Enhedslistens Frank Aaen havde anderledes adgang til filmen og filmens
materiale. Frank Aaen blev af begge regeringspartiers ordførere udråbt som
”konsulent” på filmen, og denne påstand havde til formål at understøtte
påstanden om, at DHK var venstreorienteret propaganda.
Det stod aldrig helt klart, med hvilken dokumentation
denne påstand blev underbygget. Den såkaldte ”krog” skulle være et eller flere
spørgsmål, Frank Aaen have stillet i Folketinget til regeringen, og som skulle
indikere, at Frank Aaen var et slags villigt redskab for filmens
tilrettelæggere.
Denne påstand om Aaens særlige rolle var også en del af
den kritik, Nyhedsavisen rettede imod DR og DHK.
Det er aldrig blevet dokumenteret, at Frank Aaen havde
nogen som helst form for særstatus i forhold til DHK tilblivelse endsige fik
særbehandling i forhold til at se den endelige film før andre politikere. At få
politikere til at stille spørgsmål til regeringens ministre er i øvrigt en
fastforankret arbejdsmetode for mange journalister og et anerkendt redskab til
at skaffe oplysninger frem i lyset. Der eksisterer umiddelbart intet belæg for
at påstå, at Frank Aaens rolle i denne sag er anderledes end politikeres rolle i
tilsvarende journalistiske projekter og sager.
Nyhedsavisens
kritik
NAs skarpe kritik af DHK og filmens instruktør
Christoffer Guldbrandsen vakte en hel del opsigt, da der i Danmark ikke er
tradition for, at medier kritiserer andre medier. Det var da også på baggrund af
en række artikler i NA, at statsminister Anders Fogh Rasmussen kom med sin
generelle kritik af journalistikken i DR.
Men også i dette tilfælde er der tale om en kritik, der
ikke særlig direkte forholder sig til filmens hovedpåstande. Nyhedsavisens
dækning er, efter vores vurdering, i flere tilfælde alt for spidst vinklet. Det
gælder især påstanden om samarbejdet med Enhedslisten samt påstanden om, at DR
bevidst har løjet og manipuleret med Hermanns/Hogans udtalelser. Hertil kan
lægges ledere skrevet af ansvarshavende chefredaktør David Trads, der også er
meget ensidige, samt brugen af et logo af DR i opløsning, der bygger på en
sammenkædning af filmen med DRs budgetkrise.
Konklusion
Filmens instruktør Christoffer Guldbrandsen skabte
maksimal opmærksomhed om DHK i tiden op filmens visning på DR. Konsekvensen af
den voldsomme eksponering i medierne, var, at filmens mange anklagepunkter –
ikke mindst imod forsvarets håndtering af fanger - druknede i et spørgsmål om,
hvorvidt statsministeren skulle for en rigsret eller ej.
Dette forhold må man konkludere, at instruktøren selv
bærer en væsentlig del af ansvaret for.
At de første klip fra filmen blev vist på TV 2 indikerer
dog også, at medieoffensiven forud for selve visningen af filmen næppe var
resultatet af en minutiøs planlægning, da ikke mindst DR fandt det påfaldende –
for ikke at sige irriterende – at en DR indkøbt produktion blev ”markedsført” på
konkurrentens kanal.
Regeringen og regeringspartiernes spin mod filmen var
effektivt og fik flyttet fokus fra indhold til form. Selv om spinnet
efterfølgende viste sig at være forkert på en række områder, skabte dette ikke
nævneværdig kritik i medierne af regeringen.
På den baggrund må man konkludere, at regeringen vandt
spinnet om ”Den Hemmelige Krig”.
8. Public service programetik
Da DHK er produceret for DR, må brugen af
filmiske virkemidler og krav til dokumentation, redigering, fairness, lancering
med videre også vurderes ud fra DRs etiske retningslinjer – og ikke kun ud fra
de normer, der gør sig gældende i filmbranchen.
Det understreges endvidere af, at DR som
svar på kritikken af DHK flere gange henviser til, at filmen lever op til DRs
etiske krav. Det sker blandt andet på hjemmesiden om DHK, hvor der står: ”Filmen
er købt og godkendt af DR2-chef Gitte Rabøl, der som ansvarlig redaktør i
chefredaktionen, har fulgt produktionen og sikret sig, at filmen levede op til
de journalistiske og etiske krav DR stiller.” Ligeledes forsikrer mediedirektør
Lars Grarup i et svar til en leder i Berlingske Tidende, at ”alle eksterne
produktioner skal leve op til nøjagtig de samme krav som de interne”. Og DRs
”etiske vagthund”, lytternes og seernes redaktør i DR Jacob Mollerup holder DHK
op mod DRs etiske krav.
Henvisningerne er dog af meget general
karakter og diskuterer ikke systematisk kritikken af DHK i forhold til DRs
etiske regelsæt. Nedenstående vurderer vi centrale kritikpunkter i forhold til
DRs etiske retningslinjer ud fra følgende forhold:
- Hvilken genre
tilhører DHK?
- Hvad er/bør
retningslinjerne være for brug af arkivbilleder i
dokumentarfilm?
- Hvad er/bør
retningslinjerne være for kvalitetskontrol af de oplysninger, der bringes i en
dokumentarfilm?
- Bør en angrebet part
have mulighed for at se en dokumentarfilm inden offentliggørelse?
- Har DR, eller bør DR
have, ansvar for lancering/foromtale af eksterne produktioner?
Genren
Det er interessant at læse dokumenterne fra
DFI omkring dette spørgsmål. Her beskrives DHK som blandt andet.:
’Tv-dokumentar, ’undersøgende proces-dokumentar’, ’undersøgende journalistisk
tv-film’, ’undersøgende dokumentar med tv-vindue på DR2’, ’undersøgende politisk
proces-dokumentar’.
DRs etiske retningslinjer arbejder ikke på
samme måde med genrekategorier. Der findes en del særregler for visse
programmer, for eksempel satire, valg, indsamlinger, men ingen for
dokumentarfilm. En sådan må derfor antages at høre under DRs generelle etiske
retningslinjer. Kun i forbindelse med overskriften ’Forelæggelse af kritiske
oplysninger’ skelnes mellem forskellige typer af journalistiske programmer. Her
vil DHK nok falde under genren ”et journalistisk program (der) er
meget skarpt vinklet eller benytter sig af særlige dramaturgiske effekter eller
opbygning.” Dette fortæller dog
ikke meget om DHK i forhold til DRs etiske regler, men viser blot, at DR er
opmærksom på, at sådanne journalistiske programmer er af en særlig karakter –
også når det gælder etiske grænser.
Gælder de generelle etiske regler for dokumentarfilm, er
især følgende tekstudsnit relevant for DHK: ”DR manipulerer ikke
med tekst, lyd, video eller grafik for at frembringe eller antyde andre meninger
end dem, som de medvirkende har givet udtryk for.”
Erik Valeurs kritik i Jyllands-Posten baserer sig netop
på, at DHK manipulerer meget kraftigt med billede og grafik. Kritikken viser, at
DHK befinder sig i et genremæssigt limbo mellem dokumentarprogrammet og
dokumentarfilmen. DRs retningslinjer er primært journalistiske, mens DFIs krav
om, at filmen skal have et kunstnerisk udtryk, er filmiske.
Konklusion: DRs etiske
retningslinjer er ikke stand til at tage højde for en film som DHK, der skal
være både journalistik og kunst, jævnfør DFI.
Brug
af arkivbilleder
DRs etiske retningslinjer indeholder et
afsnit om brug af arkivbilleder, men det tager udgangspunkt i
retsreportage/kriminaljournalistik. I afsnittet fremhæves blandt andet:
”Når det er afgørende for fremstillingen af en sag, kan det være
nødvendigt at rekonstruere det skete. Når DR rekonstruerer, sker det efter
følgende retningslinjer: Det anføres som hovedregel fra start til slut tydeligt
på skærmen, at der er tale om rekonstruktion. I radioen skal det fremgå helt
tydeligt, at der ikke er tale om autentisk materiale. Rekonstruktionen skal
følge det faktisk skete. Hvis der er tale om gætterier og hypoteser, skal det
fremgå helt tydeligt. Det gælder særligt, hvis rekonstruktionen vedrører en sag,
der ikke er afsluttet med endelig dom.” Der står desuden: ”DR bruger klip fra
sit arkiv i nye programmer, men det skal ske med respekt for den sammenhæng,
materialet blev optaget i.”
På BBCs hjemmeside
står følgende om ”Use of
library material in news & factual output”: ”When library
material is used to illustrate a current issue or event it must be clearly
labelled if there is any risk of misleading the audience. We should not use library material of one
event to illustrate another in such a way as to suggest the audience is seeing
something it is not. We should ensure that we do not give a
misleading impression by using out of date library footage to illustrate our
stories, for example of places, people or industrial production
processes.” BBCs regler siger
næsten det samme som DRs. Men BBCs regler gælder eksplicit brugen af
arkivbilleder i nyheder og faktaudsendelser, og de virker noget mere ’faste’ end
DRs i deres krav om, at arkivbilleder skal ’mærkes’, når de
bruges/genbruges.
Jacob Mollerup skriver i sin gennemgang af
kritikken af DR om brug af arkivbilleder: ”Brugen af billeder følger ganske
rigtigt almindelig praksis, men netop i en film som denne ville det være en
fordel med mere præcise angivelser af, hvor de forskellige billedsekvenser
stammer fra. Filmen rummer mange dramaturgiske greb – og som seer må man ind
imellem spørge sig selv, hvad der er autentiske billeder fra de omtalte
begivenheder, og hvad der er arkivbiller med videre. Det ville være forvirrende
og fremmed for genren at angive det fyldestgørende gennem hele filmen, men der
kunne være givet flere oplysninger, ligesom den veludbyggede hjemmeside med
fordel kunne rumme en liste over, hvor billederne i hovedsagen stammer fra.” (p.
17).
Mollerup erkender, at der her er et problem: Det er
svært at se forskel på arkivbilleder og ’autentiske’ billeder fra omtalte
begivenheder. Det ville dog være ”forvirrende og fremmed for genren at angive
billedernes status gennem filmen”. Dette rammer meget præcist ind i
genrediskussionen. Man kan spørge, om det ville være forvirrende og fremmed for
en dokumentarfilm at dokumentere sine påstande mere, end tilfældet er her? På
den ene side ville det bryde det narrative flow. På den anden side er der tale
om en fortælling om fakta, hvis troværdighed vel afhænger af, at man kan skelne
fiktion fra fakta?
DRs etiske retningslinjer virker
umiddelbart utilstrækkelige på dette område. BBCs er mere præcise og gælder også
fakta-programmer. Men det er et spørgsmål, om de vil være dækkende for en
dokumentarfilm – og for de principper, Mollerup gør
gældende.
Konklusion: DR bør
udarbejde klarere retningslinjer for brug af arkivmateriale i de
filmiske/ journalistiske
genrer, der gør sig gældende på stationens sendeflade.
Visning af film
for angrebet part
Forsvarsministeriet har i
”Forsvarsministeriets dokumentation: Danmarks Radios film ’Den Hemmelige Krig’”
kritiseret, at forsvarsministeren som angrebet part ikke fik mulighed for at se
filmen, når denne eller dele af denne er blevet vist for eller videregivet til
andre, herunder andre medier.
Det forekommer klart, at Christoffer
Guldbrandsen og/eller DR inden filmens offentliggørelse har videreformidlet dele
af dennes indhold til andre. Det krænker det journalistiske fairnessprincip at
lade andre diskutere dele af eller hele filmen, uden at den angrebne part har
mulighed for at forholde sig til dens samlede indhold. DR burde have givet
forsvarsminister Søren Gade mulighed for se filmen, inden dens indhold blev
videreformidlet til andre – hvis ikke muligt på anden måde, så i ikke
færdigredigeret form.
Konklusion: DR bør i
forbindelse med lancering af dokumentarfilm sikre, at en angreben part har
mulighed for at se denne, inden dens indhold videreformidles til andre
parter.
Kvalitetskontrol?
DFI gør gældende, at en dokumentarfilm er instruktørens.
Omvendt gør DR gældende, at ”alle eksterne produktioner skal leve op til
nøjagtig de samme krav som de interne”. Imidlertid kan det virke, som om DR ikke
præcist har fundet ud af, hvordan man sikrer sig, at dette sker. Uagtet at
DR2-chef Gitte Rabøl som ansvarlig redaktør i chefredaktionen angiveligt ”har
fulgt produktionen og sikret sig, at filmen levede op til de journalistiske og
etiske krav DR stiller”, så er der på nogle punkter sket
svigt.
Der har således været fremført kritik af et interview
med chefen for Jægerkorpset, Frank Lissner, hvor denne bliver foreholdt, at han
giver oplysninger, som strider imod de oplysninger, som forsvarsministeren har
givet Folketinget. Om denne kritik konkluderer Jacob Mollerup, at ”(s)elvom der
kan argumenteres godt for filmens udlægning … er sondringen svær at forstå for
seerne”. Og videre: ”(d)et er utilfredsstillende forklaret. Sagen fremstår alt
for svagt. Det bliver for kludret”.
Vi er enige i Mollerups konklusion: Selv om Guldbrandsen
på det tidspunkt, interviewet blev gennemført, den 8. september 2005, kunne være
berettiget til at stille sine spørgsmål til Lissner, burde han, da han senere
blev klar over sagens rette sammenhæng, have undladt at bringe det pågældende
interview, der filmisk meget voldsomt får det til at fremstå, som om der er en
diskrepans mellem forsvarets oplysninger om tilbageholdelser af afghanere og de
oplysninger, forsvarsministeren har givet til Folketinget – en diskrepans, som
filmen ikke dokumenterer med andet end netop dette interview. Man kan undre sig
over, at en ansvarlig redaktør i chefredaktionen ikke har fået dette interview
fjernet fra filmen.
Som et andet eksempel kan nævnes, at filmen som ovenfor
nævnt gør gældende, at der er grundlag for at rejse rigsretssag mod
statsministeren. Om den kritik, der har været rettet mod denne påstand, svarer
DR ifølge Mollerups redegørelse, at det ”er en af de juridiske eksperter, der
interviewes i filmen – lektor Jens Elo Rytter, der mener, at der kan være
grundlag for at rejse en rigsretssag”. Det tyder på, at DR ikke selv har taget
stilling til, om synspunktet holder. Mollerup vurderer: ”Uagtet, at Jens Elo
Rytter i filmen står alene med sin vurdering, argumenterer han sammenhængende
for sig synspunkt. Det er derfor forsvarligt at tage interviewet med i
filmen.”
Som vi ovenfor har argumenteret, burde DHK, når der
fremsættes en så alvorlig anklage mod landets statsminister, havde undersøgt, om
anklagen fandt støtte blandt andre juridiske eksperter og gengivet, hvorvidt
dette var tilfældet. Også i dette tilfælde kan man undre sig over, at DR ikke
har gennemført en stærkere kvalitetskontrol med filmen – især når man må have
vidst, at filmen måtte medføre stor offentlig og politisk
opmærksomhed.
Vi har ikke haft mulighed for at vurdere, i hvilket
omfang DR har kvalitetssikret DHK, men DR bør sikre kvalitetskontrol med såvel
interne som eksterne produktioner.
Konklusion: DR bør sikre grundig
kvalitetskontrol med interne såvel som eksterne
produktioner.
Foromtale/lancering af eksterne
produktioner
DRs programchef har påpeget, at der ikke er
nogen forskel på, hvilke regler en intern eller en ekstern produktion skal
følge.
På den baggrund virker det overraskende, at
DR ifølge Mollerups redegørelse intet har haft at gøre med filmens
foromtale/lancering. Vel at mærke en foromtale/lancering, som Mollerup selv
kritiserer i sin redegørelse.
Under alle omstændigheder forekommer det
kritisabelt, at DR ikke har udarbejdet klare retningslinjer på dette område,
især når man har at gøre med en så ekstremt politisk følsom film som DHK. Om
ikke andet burde den ansvarlige DR-redaktør havde været med i
beslutningsprocessen omkring lanceringen af filmen.
DR bør, ikke mindst på grund af den
igangværende genreglidning, udarbejde regler, der giver stationen kontrol med al
foromtale og lancering af såvel eksterne som interne produktioner. Reglerne bør
være et naturligt led i bestræbelserne på at beskytte DRs brand.
Konklusion
DRs etiske retningslinjer er utilstrækkelige til at
regulere vilkårene for en dokumentarfilm som DHK. Det anbefales derfor, at DR
udarbejder konkrete etiske retningslinjer for den journalistiske dokumentar,
ikke mindst den type af dokumentar, der får støtte fra DFI og derfor skal leve
op til både kunstneriske og journalistiske kvalitetskriterier.
Det anbefales desuden, at DR udarbejder klarere
retningslinjer for brug af arkivmateriale, ikke mindst i dokumentarfilm og andre
produktioner, der baserer sig hovedsageligt på forskellige typer af
rekonstruktioner.
Det anbefales, at DR i forbindelse med lancering
af dokumentarfilm sikrer, at en angreben part har mulighed for at se denne,
inden dens indhold videreformidles til andre parter.
Det anbefales, at DR udarbejder klare
retningslinjer for kvalitetskontrol med interne såvel som eksterne
produktioner.
Endelig anbefales det, at DR altid er ’inde over’, når
det drejer sig om lancering/foromtale af programmer, der sendes på DR og derfor
opfattes som DR-programmer.
9.
Bilagsliste.
DR:
- DRs programetik 2007
indeholdende DRs 10 programetiske bud
- ”Gennemgang af
kritikken af DR i Afghanistan-sagen”, Jacob Mollerup, Lytternes og seernes
redaktør i DR 05.02.07
- Transskription af
”Den Hemmelige Krig”. Pr.nr. 92-050102, engelske citater
- Transskription af
”Den Hemmelige Krig”. Pr.nr. 92-050102, dansk speak og citater
- Version af ”Den
Hemmelige Krig” www.dr.dk/dr2/hemmelig
- Version af ”Den
Hemmelige Krig”, udleveret af DR2 på DVD
Forsvarsministeriet:
- Forsvarsministeriets
redegørelse for faktuelle og retlige spørgsmål i tilknytning til de danske
styrkers tilbageholdelse og overladelse af personer i Afghanistan i 1. halvår
2002, 13. december 2006. Er tilgængelig på: http://information.dk/doks/afghanistan/
- ”Forsvarsministeriets dokumentation: Danmarks Radios
film ”Den Hemmelige Krig”.
Papirer fra
centraladministrationen:
Betænkning om "God embedsskik". Betænkning 1443:
Embedsmænds Rådgivning og Bistand (2004)
Jyllands-Posten:
- ”Fangerne fra
Sangesar” med tidslinje fra 2001-2007 af Kim Hundevadt og John Hansen, 18.02.07.
www.infomedia.dk
- Internetavis
Jyllands-Posten. ”Den Hemmelige Krig” – Klip for klip. Af Erik Valeur. 17.02.07
www.jp.dk/dokumenter
Nyhedsavisen:
- ”DR-skandalen skal
undersøges - her en opdateret gennemgang af de mange fejl og manipulationer.”
05.02.07 af Simon Andersen www.avisen.dk
- ”Tema: ”Den
Hemmelige Krig” 08.02.07 www.avisen.dk
Dagbladet
Information:
Det danske
Filminstitut
- ”Kunstnerisk
vurdering af forslag om udviklingsstøtte”
Tidsskriftet
FILM
- ”Hvordan lyder
virkeligheden i virkeligheden?”. Tema om den dramatiserede dokumentarfilm,
nummer 56
BBC:
NRK:
Foreningen for Undersøgende
Journalistik:
- Metodebeskrivelse om ”Den Hemmelige
Krig” af Nils Giversen og Christoffer Guldbrandsen. www.fuj.dk/pris
Diverse: