Det koster lægen Søren Ventegodt 30 dages betinget fængsel, at han blandt andet har været seksuelt manipulerende overfor sine klienter og berørt to af dem på deres kønsdele.
Københavns Byret frakender ham samtidig enhver ret til at have med syge mennesker at gøre indtil videre.
Sagen mod den omstridte læge har stået på siden april. En række tidligere patienter er blevet afhørt i Københavns Byret, men han har nægtet sig skyldig i samtlige punkter i anklageskriftet.
Anklagen mod den 51-årige Søren Ventegodt drejede sig ikke om decideret sædelighedskriminalitet. Derimod var han tiltalt for at have overtrådt lov om autorisation af sundhedspersoner.
Politiet har påstået, at han uden nogen gyldig grund berørte to kvinder på deres kønsdele, og at den ene blev udsat for såkaldt gentagne seksualiserende manipulationer.
I offentligheden er han kendt for den tvivlsomme metode, som kaldes vaginal akupressur. Den involverer blandt andet, at han kysser patientens venusbjerg.
Også på andre måder har han optrådt helt usædvanligt. For eksempel rådede han en kræftsyg kvinde til at smide sin mand og parrets svært handicappede søn ud af hjemmet.
- Det var et hjertevarmt råd, jeg gav hende, har Søren Ventegodt hævdet under retssagen.
Undervejs her anklageren fastslået, at en kvindelig patient klagede, fordi Ventegodts såkaldte behandling fremprovokerede psykiske problemer.
Ritzau/