De blev nomineret til P3 Guld et halvt år inden, der overhovedet var et debutalbum. Og allerede sidste år spidsede udlandet ører til de syv gymansieelever, som udgør Dúné.

Hypen skyldes tre selv­finansierede ep’er i den selvopfundne genre Indielectrock (electro og rock med en indie-tilgang), single-forløberen ’Bloodlines’ der røg direkte ind som nummer 1 på diverse lister, og ikke mindst skyldes det deres højenergiske koncerter, som har fået publikum og anmeldere til at gå bagover af begejstring og lykkeligt kvittere med topkarakterer.

»Vi har altid svømmet i ros, så jeg glæder mig egentlig til at få kritik. Jeg håber vi får en anmeldelse, der sviner os til og giver os én stjerne,« siger forsanger Mattias Kolstrup.

Cecilie Dyrberg, som spiller synth, er ikke helt enig i den udtalelse, »Det ville ramme mig meget hårdt med alt det arbejde, vi har lagt i det.«

To forskellige liv

Gennembruddet er ikke dukket op ud af det blå. De sidste seks år af deres forholdsvis korte liv, har de syv medlemmer kæmpet for det. Og når gymnasiekammeraterne tager til fest, så spiller Dúné koncerter, øver, er i studiet, giver interview eller hæver fraværsprocenten et nøk mere, fordi de for eksempel skal spille showcase i Los Angeles.

Titlen på debutalbummet ’We Are In There, You Are Out Here’ refererer ikke kun til det psykologiske fænomen ’metaøje’, som betyder, at man hele tiden ser på sig selv udefra med andres øjne – »sådan noget ungdoms noget,« som Mattias siger. Titlen henviser også til det dobbeltliv, de syv medlemmer i høj grad lever.

»Vi er der, hvor de andre er, men vi er også et andet sted. Det er ikke nødvendigvis et bedre sted, det er bare svært at identificere os med de andres liv,« siger Cecilie.

Sangen ’Dry Lips’ handler om dette dobbeltliv. Om hverdagens slid i skolen kontra weekendens frihed, hvor de skal ud og ’detonate the streets’, stå på scenen, ’see the light’ og ’sing halleluja’, som Mattias synger.

Men weekendens flugt fra hverdagen er selvfølgelig ikke kun forbeholdt rockstjerner.

»Der er sikkert mange, som føler sig fremmedgjorte, der hvor de er, der kan genkende den følelse,« siger Ole Bjørn Sørensen, som spiller keyboard.

Ingen kærlighedssange

Mattias Kolstrups tekster handler om det, der sker rundt omkring ham, og det han ved noget om. Derfor er der ingen kærlighedssange på pladen.

»Jeg kunne nemt skrive en banal ballade, men jeg synes ikke, jeg ved nok om kærlighed. Jeg har været stormende forelsket, men jeg har endnu ikke perspektivet til at kunne skrive en ordentlig kærlighedssang.«

Det nærmeste, Dúné kommer på en kærlighedssang, er ’Repeat It’, der handler om dengang, Mattias spurgte sin første rigtige kæreste, om hun ville gifte sig med ham ... om fem år.

Posh i Los Angeles

Selv om Dúné har fået det gennembrud et utal af musikere drømmer om, er orlov fra gymnasiet udelukket.

»Og komme tilbage og tage 3.g som 23-årige?« spørger de retorisk i kor.

»Du skal tænke på, at vi har et helt liv, vi skal leve, og musikbranchen er verdens mest usikre. Mange drømmer om at have et kreativt job, men samtidig er vi en generation, der er vokset op med bevidstheden om, at det er uddannelse, vi skal konkurrere på,« siger Mattias.

»Skolen er et sted, hvor jeg kan manifestere mig fagligt, og som giver mig meget menneskeligt. Jeg tror hurtigt, man kan blive fucked up i hovedet, hvis man kun har musikken,« tilføjer Ole Bjørn. Han og Mattias fortæller om en fest, de var til i L.A, med en masse mennesker, der følte sig super fede og utrolig vigtige

»Jeg brækker mig over det. Dem, der er totalt posh, det er som regel dem, der ikke har en skid at have det i,« siger Mattias.

»Det er fedt at møde de mennesker, der breakede Madonna, men det er pisse nederen med de der posh typer,« siger Ole.

Gallagher wannabes

Dúné lader sig ikke så let dupere. Skive og trygheden ved at være en del af en lille sammensmeltet hær, der kender deres værd, sidder dybt i dem.

»Drømmen har altid virket opnåelig for os,« som Cecilie siger. Derfor har de heller ikke travlt med at kvitte gymnasiet, og kaste sig ud i det vilde rock’n’roll liv.

»Sådan nogle Noel Gallagher-wannabes som forsangeren fra Kasabian, de er jo bare til grin at høre på. De render rundt og tror, de er så skide rock’n’roll. Men de er ikke rock’n’roll – de er et one hit wonder,« siger Mattias.

»Jeg tror sgu heller ikke på de der fallerede Pete Doherty-kogere, der render rundt og er pissestive, siger Ole Bjørn Sørensen.

»Det er en god historie, men hvad med musikken?«