Sagen om folketingsmedlemmet fra Dansk Folkeparti, Dorthe Ullemose, der har været mistænkt for at have stået bag en falsk Facebook-profil, har taget en ny drejning.
Nu hævder politikeren, der også sidder i byrådet i Svendborg, at det er hendes voksne datter, der har oprettet profilen under dæknavnet ’Tom Jensen’.
Det fortæller hun i en mail til Fyns Amts Avis.
- Det gør naturligvis ondt på dem, når de læser alle de grimme ting, der bliver skrevet om deres mor på Facebook, i aviserne og på de sociale medier. Derfor har min datter oprettet den omtalte facebookprofil for at forsvare mig, når folk taler grimt om mig. Det er selvfølgelig ikke i orden, og derfor er den også nu slettet, skriver Dorthe Ullemose i mailen.
Ifølge DF’eren er profilen blevet oprettet, så datteren kunne forsvare sin mor i de grimme ting, der bliver skrevet om hende på de sociale medier.
Dorthe Ullemose fortæller til Fyns Amts Avis, at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen, men hendes datter, der er i starten af 20’erne, bekræfter, at det er hende, der har oprettet den falske profil.
En sprogforsker har læst de ting, der er blevet lagt ud på den falske Facebook-profil, og ifølge vedkommende er der mange sproglige sammenfald med det, der bliver lagt ud der med det, Dorthe Ullemose selv skriver på sin officielle Facebook-profil.