Arbejdet for at stoppe den nye EU-traktat starter for alvor, når Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i dag indsender et forslag til Folketinget om, at danskernes holdning til traktaten skal høres ved en folkeafstemning.
Reformtraktaten er afløseren for den forfatningstraktat, som en række lande tidligere har afvist, men ifølge Morten Messerschmidt er der kun sket kosmetiske ændringer i den nye traktat:
»De ting, der virkelig betyder noget, er bevaret. Man overfører stadig uhørt meget magt til EU’s organer. Derfor er det demokratisk uhæderligt ikke at høre befolkningen,« siger han.
Drop partidisciplinen
Og mens der i EU arbejdes på højtryk på at få den endelige reformtraktat færdig, bages der rævekager i den hjemlige andedam.
Det er næppe sandsynligt, at et flertal i Folketinget vil stemme ja til Dansk Folkepartis forslag, men Morten Messerschmidt sætter sin lid til grundloven. Ifølge den skal der blot en tredjedel af Folketingets medlemmer til at kræve en folkeafstemning.
Allerede nu vil fire partier – SF, Enhedslisten, Ny Alliance og Dansk Folkeparti – have en folkeafstemning. De fire partier tæller tilsammen 43 mandater, og for at udgøre en tredjedel af Folketingets 179 medlemmer skal de op på 60. Derfor satser Morten Messerschmidt blandt andet på, at hans beslutningsforslag kan overbevise tilstrækkelig mange socialdemokrater om at gå ind for en folkeafstemning:
»I det tilfælde håber vi, at partiet dropper partidisciplinen og giver medlemmerne lov til at stemme frit (som det ofte sker med såkaldt etiske sager, red.).«
Auken endnu ikke afklaret
Og det håb er måske ikke helt skudt ved siden af. Der er således allerede socialdemokratiske røster, der taler for en folkeafstemning. Og selv partiets europaordfører, Svend Auken, har endnu ikke besluttet sig:
»Der er både gode argumenter for og imod en folkeafstemning,« siger han.
Til forhåbningen om en fritstilling af folketingsmedlemmerne svarer Auken kryptisk:
»Jamen, Socialdemokraterne har ikke nogen partidisciplin.«