DF-politikers datter undskylder for falsk facebookprofil

Byråds- og folketingspolitiker siger i en mail til Fyens.dk fredag, at hendes datter stod bag falsk profil.

Datter til folketingspolitiker Dorthe Ullemose (DF) oplyser til BT, at det var hende, der oprettede og skrev fra en falsk facebookprofil.

Det skriver BT.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Den falske profil har i flere omgange blandet sig i debatter og taget Ullemoses parti.

På hjemmesiden bt.dk bringer BT hele datterens uddybende forklaring, som hun har sendt til redaktionen i en skriftlig kommentar.

- Det er meget svært for mig at være datter til en mor som er politiker. Det gør ondt på mig både at læse alle de grimme ting der bliver skrevet, men også at se hvor påvirket min mor bliver, står der blandt andet.

- Jeg er ked af det og jeg har undskyldt til min mor og andre. Jeg har slettet facebooksiden, og jeg håber så bare på, at folk kan omtale hinanden på en mere positiv både, lyder det længere nede i svaret.

I løbet af de seneste tre måneder er profilen, der gik under navnet Tom Jensen blevet brugt til at skrive kommentarer i debatter på Facebook og i kommentarsporet på Fyens.dk. .

Fredag oplyste politikeren, der også sidder i byrådet i Svendborg, at det var hendes datter, der stod bag profilen.

Ifølge Fyens.dk skal hun tidligere have sagt, at hun "ikke kender nogen Tom Jensen", da hun blev spurgt om, hvorvidt hun stod bag.

Facebook har bekræftet overfor Fyens.dk, at profilen var falsk, og den blev senere slettet.

Men inden det skete, nåede avisen at tage billeder af kommentarerne, som viser nogle af de ting, den har skrevet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.