Dansk Folkeparti (DF) har i den sidste tid tilsyneladende ikke haft den samme nærmest guddommelige forståelse for at ramme rigtigt med ekstreme udtalelser som tidligere. Hvor DF før i tiden ofte rammer rigtigt med politiske udmeldinger, som andre politikere mente ikke var stuerene, har de på det seneste haft et par rigtig dårlige sager.

Fogh er bøsse

Først var der spillefilmen, AFR, som blev kendt, fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bliver fremstillet som en humanistisk bøsse.

Pia Kjærsgaard udtaler tilsyneladende i filmen, at Fogh er en intellektuel bøsse. Udtalelsen gav DF-formanden i en anden anledning, men er blevet klippet ind i filmen. Pia Kjærsgaard var efterfølgende den eneste, der gik ud og udtrykte, at hun var fornærmet og utilfreds. Fogh og andre uvillige deltagere i filmen ønskede ikke at tage stilling til AFR, men accepterede, at deres udsagn var blevet manipuleret.

Det samlede billede, der stod tilbage, var, at Pia Kjærsgaard for det første skabte en enorm opmærksomhed om filmen, og dernæst fremstod som en mere smålig politiker end Fogh, der ikke kunne tåle noget.

Et nazisymbol

Den næste sag opstod, da DF eren Søren Krarup sagde, at muslimske kvinders tørklæde var et totalitært symbol, der kunne sammenlignes med hagekorset.

Det skabte stor kritik og efterfølgende diskussion. Det mest overraskende i den sammenhæng var ikke den rabiate Krarups udtalelser, men at både DF eren Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard bakkede op om Krarup.

Tilsyneladende mente Dansk Folkepartis vælgere, at partiet var gået over stregen – partiet blev prompte straffet i meningsmålingerne og gik to mandater tilbage.

Handikappede

Man burde så tro, at Søren Krarup havde lært lektien, og måske var det et mildt eksempel på solstik, for kort tid efter var han på banen igen. Denne gang med et udsagn, der – om muligt – var mere provokerende end det første.

Nu sagde Søren Krarup, at homoseksuelle var unormale, og i nærmest samme åndedrag nægtede han at tage afstand fra dødsstraf.

DF eren Morten Messerschmidt følte åbenbart også, at han skulle blande sig, og udtalte, at et multietnisk samfund medfører vold, bandekriminalitet og massevoldtægter. Han gik endda så langt som til at sige, at muslimske lande var tabersamfund. Udtalelserne kom, få dage efter han er blevet politianmeldt for racisme.

Krarup og Messerschmidt fik denne gang ikke opbakning fra ledelsen i DF. Det er også vigtigt at notere sig, at Morten Messerschmidt og Søren Krarup overhovedet ingen magt har i Dansk Folkeparti, men i ledelsen bliver set som et par landsbytosser, der ikke er med til at definere partiets politik.

Mister Pia grebet?

Men de tre sager viser alligevel et mønster. Pia Kjærsgaard og DF har tidligere været mestre i lige at gå over grænsen for, hvad mange politikere har kunnet tillade sig at sige. Især Pia Kjærsgaard har igen og igen ramt rigtigt med sin indignerede harme og ekstreme udtalelser. Det har været kimen til hendes succes, og det skabte DF s succes i 90 erne i forhold til udlændingepolitikken. Men hvis Pia Kjærsgaard skal fortsætte med sin succes, skal hun få folk som Søren Krarup til at holde mund, og hun skal have evnen til at forstå, hvilken vej vinden blæser i udlændingedebatten. Også når den blæser mildere vinde.