Mens håbefulde politikere har travlt med at dele bolsjer ud under kommunalvalget, er der pres på regeringen for at få finansloven på plads inden valgdagen.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, tvivler dog på, at finansloven lander inden valgdagen 21. november.
Det siger han, inden han går ind til dagens forhandlinger om næste års finanslov, som tirsdag har fokus på sundhed og ældre.
- Vi skal ikke være slaver af en kommunalvalgsdato, i forhold til hvornår vi skal være færdige. Vi skal gøre vores arbejde ordentligt.
- Det er klart, at i forhold til de helt store ting begynder det at være meget svært at forestille sig, at vi er færdig før kommunalvalget, siger han.
Sundhed og ældre er to af Dansk Folkepartis mærkesager. Partiet har denne gang fokus på, at der kommer flere varme hænder til at tage sig af de ældre og til den præhospitale service.
Det kan ske ved at give kommunerne et økonomisk incitament til at få sygemeldingerne ned og til at fuldtidsansætte flere.
- I takt med at der kommer stadig flere demente også på vores plejehjem, er der behov for, at der er flere til at hjælpe.
- Det er et problem i dag at skaffe penge til det og at sikre, at tilstrækkelig mange unge søger ind på sosu-uddannelserne. Den service, vi yder for vores medborgere, er stadig mere skævvredet i landet, siger DF-formanden.
Dansk Folkepartis holdning er, at det er svært at adskille forhandlingerne om en skattereform og finansloven for næste år.
Hvis regeringen vil give skattelettelser i skattereformen, skal der være garanti for, at der er penge nok til velfærd. Derfor er målet at lande tingene samtidig.
- Tingene er meget integreret i hinanden. Det er svært at forestille sig, at man laver store aftaler om skattepolitikken, inden man kan sikre sig, at der er penge nok til den velfærd, der skal være, siger han.
Der er pres på regeringen, da det vil være populært at lande finansloven inden kommunalvalget, da finansloven prioriterer penge til velfærd og andre ting, som kan vække glæde hos de udvalgte borgmestre.
Dog vil regeringen også gerne have støttepartiet med på en skattereform, hvor incitamentet for DF daler, når partiet allerede har fået indrømmelser på velfærdsområdet.
/ritzau/