Den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen "blander tingene lidt sammen", når hun hævder, at lærerlockouten i 2013 var aftalt spil mellem SRSF-regeringen og Kommunernes Landsforening, KL.
Det udtaler den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt i et interview med Berlingske.
Forvirringen skyldes ifølge Thorning, at regeringen i 2012 fremlagde sit udspil til folkeskolereformen. Pengene til reformen skulle findes i den arbejdstidsaftale, som KL skulle indgå med Danmarks Lærerforening.
Men forhandlingerne mellem de to parter endte med, at KL lockoutede lærerne, og efter 25 dage stoppede regeringen konflikten med et lovindgreb.
- De to forløb var - selv om de var tidsmæssigt sammenfaldne - fuldstændig adskilte, siger Helle Thorning-Schmidt til Berlingske.
- Jeg er ikke sikker på, hvad Annette Vilhelmsen siger, men hvis hun siger, at regeringen besluttede folkeskolereformen, så er det fuldstændig rigtigt.
Annette Vilhelmsen skriver i en besked til Berlingske, at hun "ikke blander forløbene sammen".
Den tidligere SF-formand har ikke ønsket at uddybe, hvorfor hun mener, lockouten var regeringens beslutning. Over for Politiken har hun forklaret, at det var hendes oplevelse, men at hun ingen beviser har.
Men hun står ikke alene med anklagen. DF-formand Kristian Thulesen Dahl hævder, at Thorning under et møde med ham i oktober 2012 spurgte, om DF ville støtte et regeringsindgreb, som hun forventede blev nødvendigt.
Thorning kan ikke genkende forløbet, som DF-formanden udlægger det, siger hun til Berlingske:
- Jeg bliver nødt til at gentage, hvad der skete: Der var et tidsmæssigt sammenfald. Der var en folkeskolereform, som jeg selvfølgelig står på mål for, og så var der forhandlingerne mellem KL og lærerne. Det var sådan, det var. Og alle, der har været i og omkring det forløb, bekræfter, at det var sådan.
Thorning er "helt sikker" på, at timingen mellem de to forløb - altså folkeskolereformen og arbejdstidsaftalen - blev "blandet meget sammen".
/ritzau/