Da den nu pensionerede generalløjtnant Kjeld Hillingsø første gang sov hos sine svigerforældre, vågnede han klokken halv tre om natten. Køer brølede, heste trampede på brosten, vogne kørte, og folk gik. Han stod op og kiggede ud af vinduet, men kunne ikke rigtigt se noget. Så gik han i seng og sov videre.
»Næste morgen fortalte jeg, hvad jeg havde hørt, og min svigerfar fortalte, at gårdens køer stod to og en halv kilometer væk, deres to rideheste stod 200 meter væk sammen med avlsgården, og desuden begyndte arbejdet først klokken halv syv om morgenen,« fortæller Kjeld Hillingsø.
Svigerfaderen viste ham et billede af gården fra 1881. Dengang var avlsbygningerne bygget sammen med hovedhuset, og alle lydene kunne sagtens stamme fra dengang.
»Jeg tror ikke på spøgelser. Jeg tror på Vorherre. Men der er noget, jeg ikke kan forstå og forklare, og jeg synes, det er godt at blive mindet om, at vi ikke har styr på alting,« siger Kjeld Hillingsø.
Svigerforældrenes ejendom Iuelsberg uden for Nyborg har i det hele taget budt på mange oplevelser, han ikke kan forklare.
Pludselig blev der en nat spillet billard i husets billardstue, så Kjeld og hans kone ikke kunne sove i rummet ved siden af. Men spillerne ? dem kunne han ikke se.
Han har oplevet, at der blev sparket på soveværelsets dør, så nøglen faldt ud ? uden at der var nogen udenfor.
Og efter at svigermoderen døde for nogle år siden, er spøgeriet også flyttet til hans eget hjem i Nordsjælland.
Kjeld Hillingsø plejede at samle hele familien til julemiddag, og den første jul uden svigermoderen sad alle omkring bordet og ventede på anden. Pludselig kom der én ind af entredøren og gik op ad trappen.
»Jeg gik ud for at se, hvem det var, men døren var låst, og der var ingen mennesker på trappen.
Alle ved bordet havde hørt lydene, og så blev vi enige om, at det var svigermor, som ville se, at alt gik ordentligt til,« siger Kjeld Hillingsø.
Senere døde svigerfaderen, og entredøren gik to gange den efterfølgende jul. Nogle år efter var det Kjeld Hillingsøs egen afdøde mor, som begyndte at forstyrre på trapperne.
»Nu går jeg ikke ud og kigger efter længere. Vi sidder bare ved julemaden og konstaterer, at lydene er der. Det vrimler med folk, som vi ikke kan se,« fortæller generalløjtnanten.
Han kender alle de rationelle forklaringer. Støj og knagen i et halvgammelt hus. Ønsketænkning.
»Men vi hører ikke de lyde til daglig, når vi sidder og spiser,« siger han.