Et kort, tilfældigt møde på en café i Marokko, og så vidste Michaela og Damon, at de hørte sammen. Og det var næsten ikke til at bære. For når man møder kærligheden, er man ikke i tvivl. Man ved, at bordet fanger, og at intet kan blive helt som før. Og hvad gør man så? Skal man absolut tage imod, eller kan man lade være? 34-årige Michaela Meedom overvejede situationen, mens hun endnu havde et valg. For hvorfor overhovedet involvere sig med en mand fra New Zealand? »Det skete så hurtigt. Damon og jeg havde fået øje på hinanden, og da jeg og mine veninder var på vej ud af caféen, tog han fat i mig. Vi talte højst sammen i et minut. Han ville gerne mødes med mig igen, og vi aftalte, at vi skulle ses om aftenen på den samme café. Men da tiden nærmede sig, kunne jeg slet ikke overskue at se ham igen. Jeg vidste, at jeg ville blive forelsket i ham, og det var ikke til at holde ud. For jeg skulle rejse hjem to dage senere, og jeg var ikke parat til noget som helst,« fortæller Michaela.
Et fatalt mde
Hun ville mest af alt blive væk, men så var det, at hendes gode opdragelse trådte i karakter. Hun kunne nemlig endnu mindre overskue at brænde ham af. Så hun troppede op som aftalt, og det blev fatalt. De næste to dage tilbragte de sammen som venner. og da ferien sluttede, fulgte han hende til lufthavnsbussen. Og så begyndte hun at græde. »Jeg græd og græd. Jeg tænkte, at jeg aldrig skulle møde ham igen, og det var en forfærdelig tanke, for jeg følte virkelig, at vi var sjælevenner,« fortæller Michaela. Men Damon smilede bare til hende, for han vidste, at de skulle mødes igen. »Hun var den kvinde, jeg skulle møde. Hun er stærk og smuk, og da jeg så hende første gang, var jeg ikke i tvivl. Men jeg vidste også, at folk er anderledes, når de er væk fra deres vante omgivelser. Det er nemmere at komme tæt på en fremmed, når man er i udlandet, for når man er væk hjemmefra, er man mere åben. Så alt kunne vise sig at være anderledes i Danmark. Men det var jeg jo nødt til at finde ud af,« fortæller den 32-årige Damon Hope.
Bekymret for fremtiden
Men han skulle først arbejde færdigt. For da han mødte Michaela, havde han været på jordomrejse i et år, og var godt i gang med at lave en dokumentarfilm om oprindelige folkeslag. Så da Michaela var rejst, fortsatte han optagelserne ude i ørkenen, hvor han skulle filme berberfolket. Hjemme i Danmark tænkte Michaela hele tiden på ham, så hun sendte en mail, hvor hun skrev, at han skulle komme så hurtigt han kunne. Han svarede, at han først skulle filme færdigt, og så ville han komme. To uger efter ringede telefonen, og det var Damon, som var kommet til Danmark. Men hun var stadig på job, så han troppede op på hendes arbejde.»Der stod han med sin rygsæk og sit lange hår og skæg, og det var fantastisk,« fortæller hun.Det er nu halvandet år og en baby siden, og efter nytår skal Michaela for første gang møde hans familie.»Vi skal seks uger til New Zealand. Det bliver dejligt, for jeg savner mit land og naturen. Det er en stor følelsesmæssig splittelse at savne så meget, fordi man elsker,« fortæller Damon.Helt præcis hvordan det skal løse sig fremover, er ikke til at sige. For Michaela er ikke meget for at slippe Danmark. Så en kombination er en mulighed. »Vi kan bo begge steder. Jeg har rejst og flyttet meget med mine forældre, og jeg tror, at børn lærer mindst lige så meget af verden som i skolen,« siger Damon.Michaela lytter, mens hun vugger deres datter, Marlo, som er faldet i søvn ved hendes bryst:»Jeg kan godt blive lidt bekymret for, hvordan det bliver i fremtiden. Men når man elsker hinanden, så finder man altid en løsning,« siger hun.