Selvom dine havemøbler er dyre, er det ingen garanti for, at de er lavet af bæredygtigt træ.
Producenter af træmøbler skal tage hensyn til både miljø, lokalsamfundet og bæredygtighed for at kunne give deres møbler det såkaldte FSC-certifikat. Men nogle producenter ser stort på bæredygtig træindustri.
Designbutikker som Mandalay, Bolia og Paustian er alle havnet på den sorte liste hos miljøorganisationen Verdens Skove, fordi de sælger møbler af ikke certificeret træ.
Den tendens er de kede af hos Verdens Skove.
- Det er paradoksalt, at de dyreste producenter springer over, hvor gærdet er lavest og ikke sikrer sig FSC-certificeringen, siger Jan Gravesen, der er næstformand i Verdens Skove.
Ifølge ham er det netop møbelkæderne med store fortjenester, som burde være frontløbere, når det gælder bæredygtighed.
- Når man sælger en havestol til 15.000 kroner, bør man også have råd til at tænke miljøet med, siger han.
Faktisk er det kun dagligvarekæden Coop, som kravlede helt i top i undersøgelsen. Coop sælger udelukkende havemøbler af certificeret træ, og derfor kom kæden på den grønne liste.
Ikea ligger også på den sorte miljø-liste. For selvom den svenske møbelgigant ifølge Verdens Skove har op mod 30 procent certificeret træ i deres produktion, så mærker de ikke deres møbler.
- Så en forbruger i Ikea har ikke en chance for selv at bestemme, om de vil handle bæredygtigt eller ej. Vi mener, at det valg skal være kundens og ikke Ikeas, siger Jan Gravesen om placeringen på den sorte liste.
Undersøgelsen viser også, at indendørs møbler halter langt efter havemøblerne, når det kommer til bæredygtighed. Den tendens håber Jan Gravesen at komme til livs i de kommende år.