Han skal være til rådighed for cirka 200.000 medlemmer døgnet rundt. Og det er dyrt.
FOA's Dennis Kristensen koster fremover medlemmerne 941.990 kroner om året at have siddende på formandsposten. Det blev i dag vedtaget på kongressen i Odense.
Men det er for mange penge til én person, mener bl.a. næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger, Jan Hoby.
"Det skaber en afstand mellem de faglige ledere, de tillidsvalgte og medlemmerne, og hvis den afstand bliver for stor, så er det svært at identificere sig med det pres og de arbejdsforhold, som medlemmerne udsættes for," siger han til Newspaq.
Før Dennis Kristensen blev formand, arbejdede han som portør, og til sammenligning kan man nu få tre af den slags for hans årsløn.
Men FOA er ikke de eneste, der betaler godt for deres formand. F.eks. koster 3F's Poul Erik Skov Christensen 903.135 om året, og Jan Hoby mener da også, at det er et generelt problem i landets fagforeninger.
"Det sender et uheldigt signal til omgivelserne, at medlemmer har nogle lave lønninger, men at man i fagbevægelsen gerne vil rave til sig af medlemmernes kontingentkroner," siger Jan Hoby.
Efter at han havde fremlagt sit argument på kongressen, gav Dennis Kristensen tilsagn om, at det vil blive debatteret, om lønniveauet er rimeligt frem mod den næste kongres om tre år.
"Jeg er fortrøstningsfuld om, at vi vil tage den her debat, men den bliver svær, for FOA's kongres består af mange folk, som er afhængige af, at forbundets lønninger bliver holdt på et højt niveau," siger Jan Hoby til Newspaq.
Han mener, at Dennis Kristensen burde få løn, tilsvarende den stilling han kommer fra, plus et formandstillæg, så han lander på en årsløn omkring de 600.000 kroner.
Lønnen til FOA ledelse:
Formand 941.990 kroner
Næstformand 741.106 kroner
Forbundssekretær 662.325 kroner
Sektorformand 662.325 kroner
Sektornæstformand 530.138 kroner