Elbilmessen vender tilbage til Herning 2.-4. oktober i en større udgave end sidste år.
Mere end 200 biler kan prøvekøres, og messen får samtidig et nyt område med elektriske varebiler.
Fredag åbner dørene til årets Elbilmesse i MCH Messecenter Herning, og der bliver markant flere biler at gå på opdagelse i end ved premieren sidste år.
59 udstillere fordeler sig på syv haller, og 31 bilmærker er repræsenteret. Samtidig står mere end 200 biler klar til prøvekørsel i løbet af de tre messedage. Det er ifølge arrangørerne en stigning på mere end 40 procent fra sidste år. Som noget nyt får messen også et område for elektriske varebiler, hvor 12 mærker viser modeller frem.
Blandt personbilerne er flere nyheder og Danmarkspremierer. Besøgende kan også se de nominerede til Årets Bil i Danmark 2027, blandt andre BMW iX3, Cupra Raval, Renault Twingo, Skoda Epiq og Volkswagen ID. Polo. På messens hovedscene er der 14 indslag om blandt andet elbiler, opladning, biløkonomi og teknologi. Blandt deltagerne er tidligere Formel 1-kører Nicolas Kiesa.
Elbilmessen arrangeres i samarbejde med Mobility Denmark og finder sted 2.-4. oktober.