12.830 børn blev i 2024 registreret i forbindelse med sager om alvorlige svigt.
Samtidig viser en ny undersøgelse, at kun 61 procent af danskerne svarer, at de vil underrette kommunen, hvis de har kendskab til fysisk vold mod et barn.
Tusindvis af børn i Danmark bliver fortsat udsat for alvorlige svigt som vold, overgreb og misbrug i hjemmet.
12.830 børn blev i 2024 registreret i Danmarks Statistiks registre i forbindelse med sådanne sager. Det fremgår af Børns Vilkårs nye rapport "Svigt af børn i Danmark", som organisationen udgiver for tiende år i træk. Samtidig peger rapporten på, at en del børn risikerer ikke at få den nødvendige hjælp.
En Epinion-undersøgelse, der er lavet i forbindelse med rapporten, viser, at 61 procent af danskerne svarer, at de vil underrette kommunen, hvis de har kendskab til fysisk vold mod et barn. Ved psykisk vold er tallet 46 procent.
I undersøgelsen kunne deltagerne også vælge andre handlemuligheder, blandt andet at kontakte politiet, barnets forældre eller andre voksne omkring barnet.
- Det er et fælles ansvar at handle, når vi bliver bekymrede for et barn. En underretning kan være en altafgørende livline, siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår.
Flere anmeldelser om sextortion
Rapporten samler en række tal om svigt af børn og unge. I 2025 blev der registreret 4.194 anmeldelser om fysisk vold mod børn under 18 år. Samme år blev 1.841 børn registreret som ofre for anmeldte seksualforbrydelser.
Også anmeldelser om sextortion er steget markant. I 2024 var der 443 anmeldelser, hvor offeret var under 18 år. I 2025 var tallet steget til 717. Det svarer til en stigning på cirka 62 procent.
Rapporten viser desuden, at 65 procent af de børn, hvis forældre senere bliver sigtet for vold mod dem, har været omtalt i mindst én underretning i året før sigtelsen.
- Hvis vores sikkerhedsnet under de mest sårbare børn i Danmark skal fungere, så kræver det, at vi kan have tillid til, at de rette myndigheder tager bekymringen alvorligt og hurtigst muligt sætter gang i en grundig undersøgelse, når vi underretter, siger Rasmus Kjeldahl.