Øresundsforbindelsen lukker for al motorvejstrafik i begge retninger den 1. oktober fra klokken 20.00 til 23.15.
Årsagen er en stor beredskabsøvelse med myndigheder og beredskaber fra både Danmark og Sverige.
Bilister, der skal mellem Danmark og Sverige torsdag aften, skal være opmærksomme på en længere lukning af Øresundsbroen.
Motorvejstrafikken på Øresundsforbindelsen bliver helt lukket i begge retninger onsdag den 1. oktober fra klokken 20.00 til 23.15. Det sker på grund af en beredskabsøvelse i fuld skala, oplyser Øresundsbron.
Togtrafikken bliver ikke berørt. Øresundstogene kører som normalt under hele øvelsen. Øresundsbron opfordrer bilister til at planlægge deres rejse i god tid.
Stor øvelse på tværs af Øresund
Det er den syvende fuldskalaøvelse på forbindelsen, siden Øresundsbroen åbnede i 2000. Den seneste blev gennemført i 2022.
Øvelserne bliver afholdt hvert fjerde år og skal blandt andet teste samarbejdet mellem danske og svenske myndigheder og beredskaber ved en større hændelse. Under øvelsen bliver blandt andet ledelse, alarmkæder, organisering af indsatser og kommunikationen mellem danske og svenske systemer afprøvet.
En lang række aktører deltager, herunder Københavns Politi, Beredskabsstyrelsen, Falck Danmark, Region Hovedstadens Akutberedskab, svensk politi og svenske redningstjenester.