Heldigvis er udenrigsminister Per Stig Møller (K) i det mindste optimist - han tror på, at freden kan vindes i Afghanistan. Historien taler desværre mod håbet, idet det afghanske folk har befundet sig i permanent krigstilstand i mindst 30 år.
Halvdelen af den afghanske befolkning har aldrig oplevet fred - de har derimod været hærget af blandt andre sovjetiske, islamistiske og amerikanske tropper i årtier. For den enkelte afghaner er modløsheden forståelig, idet deres virkelighed er, at uagtet om det er kommunister, talebanere eller demokrater, der bestemmer, ja - så ender det uafladeligt i nød og elendighed.
Objektivt set er livet dog markant bedre i dag end før den amerikansk-ledede invasion for seks år siden. Vi skal huske, hvordan den menneskefjendske Mullah Omars Taleban-regime pinte dets befolkning, især piger og kvinder - og vi skal erindre os, hvilken støtte samme diktatur gav til Al-Qaeda-terroristerne, som frit bevægede sig rundt i bjerglandet.
Forskellen på Irak og Afghanistan er stor - for det går relativt bedre i Kabul og omegn. Mens kun godt en fjerdedel af den irakiske befolkning støtter tilstedeværelsen af udenlandske tropper, bakker mere end to-tredjedele af afghanerne op. Det afghanske problem hedder fortsat Taleban-terrorister, som i år har øget deres angreb på vestlige soldater - og som har pæn opbakning hos den tredjedel af afghanerne, som afskyr Vesten.
Danmarks indsats, fortæller Per Stig Møller, nytter - især, understreger udenrigsministeren, fordi vi både militært hjælper med at nedkæmpe talebanere og civilt støtter især genopbygning og drift af folkeskoler. Selv om der endnu er lang vej til fred, så er det positivt at notere sig, at midt i det, som godt kan ligne en håbløs proces, ja, så går det faktisk fremad i Afghanistan.