Ingen har tættere forbindelse til USA og Vesten end de arabiske lande. Og ingen nærer større had til USA s udenrigspolitik og til Vesten end den arabiske gade.
De arabiske lande råder over verdens største kendte oliereserver og har verdens bedste geopolitiske placering. Alligevel er de mindst repræsenteret på den verdenspolitiske scene. Bortset fra når det handler om krige og konflikter. Desværrre.
Hvert eneste år håber millioner af mennesker i den arabiske verden på bedre tider. Men faktum er, at forholdene i den del af verden er gået fra slemt til værre. Socialt, økonomisk, sikkerhedsmæssigt og ikke mindst politisk.
Samfundene i den arabiske verden er de mindst produktive i verden samtidig med, at de er nogle af de største forbrugersamfund i verden.
Olien
Mange vil være forundrede over de egentlige årsager til de arabiske landes stilstand.
Svaret er netop den rigdom – i form af olie – og ikke mindst den strategiske placering på verdenskortet. Mange i den arabiske verden har gennem de sidste tre årtier nærmest beklaget tilstedeværelsen af olien og den strategiske placering. Faktorer, der har gjort det attraktivt for kolonimagter og siden hen stormagter som USA at blande sig i stort og småt.
Jeg har altid undret mig over, om det overhovedet var nødvendigt at kolonisere den arabiske verden, når mange andre dele af verden var endnu værre stillet og endda mere underudviklede. Svaret kan kun være, at området var – og fortsat er – for vigtig til at lade være i fred. Men hverken udvikling eller demokrati har siden været at få øje på i samtlige de 22 arabiske lande.
Ingen fremskridt
Ingen tvivl om, at området fra Den Persiske Golf i øst til Atlanterhavet i vest gennem tiderne har været meget interessant for stormagterne.
Men området, hvor mennesket opstod, har ikke længere respekt for menneskeheden. Området, der har opfostret de fleste ældgamle civilisationer, har ikke længere plads til udvikling og fremskridt. De arabiske samfund er fragmenterede. Socialt, politisk og ikke mindst økonomisk. De rige er rige ud over fantasiens grænser. Og de fattige tælles i millioner.
De forbander deres liv
Mellemøstens forbandelse er ikke længere, at Israel blev skabt i dets hjerte. Ej heller at kolonialismen skabte kunstige stater, opfandt grænser samt religiøse og etniske skel. Det er efterhånden magthaverne, som er hovedårsagen til, at den menige araber hver eneste morgen forbander sit liv. Despotiske magthavere, der kun er i stand til at opretholde deres positioner på grund af massiv støtte fra USA og flere vestlige magter.
Er det udtryk for dobbeltmoral fra USA og de vestlige lande? Uden tvivl. Er det fordi, Vesten plejer egne interesser til trods for den høje pris? Mere end sikkert. Er der håb forude? Ja, om et par generationer?