Glæden – og lettelsen – blandt Europas topledere var stor, da de i sidste uge blev enige om et nyt og mindre ambitiøst traktatgrundlag for EU end den forfatning, som franskmændene og hollænderne forkastede ved stemmeurnerne for to år siden.

Dele af forfatningen overlevede dog, heriblandt EU s Charter om Fundamentale Rettigheder (Charteret), som nu skal være juridisk bindende. Når man har at gøre med en kæmpe organisation, som EU er vokset til, og som regulerer stadigt stigende dele af europæiske borgeres liv, er det naturligvis vigtigt, at Unionens organer og praksis respekterer basale frihedsrettigheder og agerer ud fra retsstatsprincipper.

På denne baggrund kunne man være fristet til at konkludere, at Charteret er et vigtigt skridt mod at legitimere Unionens virke.

Mindre beskyttelse

Men EU er allerede bundet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EF-Domstolen har slået fast. Selvom Charteret indebærer, at dets rettigheder skal fortolkes i overensstemmelse med EMRK, risikerer Charteret at udvande de basale rettigheder der gælder i EMRK, når EF-Domstolen begynder at fortolke det. Man kan for eksempel forestille sig, at retten til en retfærdig rettergang og ytringsfriheden vil få en mindre omfattende beskyttelse end den som hidtil har været gældende.

Hertil skal lægges at Charteret inkluderer en alenlang række rettigheder, såsom forbrugerbeskyttelse, gratis arbejdsformidling og en høj miljøbeskyttelse, der dårligt kan siges at udgøre fundamentale frihedsrettigheder på linje med retten til livet, lighed for loven eller retten til respekt for hjem og privatliv.

Den frihed, som basale frihedsrettigheder skal sikre, bliver dog ikke nødvendigvis udvidet ved flere og nye rettigheder. Frihedsrettigheders nytte og berettigelse som absolutte eller nær absolutte består netop i, at de er klart afgrænsede, og at deres kerne er uforanderlig. Derved har de klassiske frihedsrettigheder, såsom ytringsfrihed, forbud mod tortur og retten til at blive stillet for en dommer, ved deres hævdvundne karakter forankret frihedsrettighederne og dermed den frihed, vi i Europa nyder godt af.

Det er i den forbindelse værd at lægge mærke til, at Storbritannien, der i høj grad er arnestedet for den retstradition, de klassiske frihedsrettigheder er udsprunget af, har valgt ikke at lade Charteret opnå juridisk bindende karakter i forhold til dets borgere. For briterne er friheden stadig konkret forankret. Gid man kunne sige det samme om de øvrige medlemsstater.