Mens Amerika betragter det rod, vi har lavet i Mellemøsten, har præsident Bush lavet kronen på værket, der topper hans mange præstationer : En svækkelse af USA, mens han har givet de iranske diktatorer deres drømme på et sølvfad.

Ingen andre af verdens ledere har været så gode venner med det religiøse, iranske diktatur som George W. Bush.

Han hjalp dem med at komme af med Irak – Irans værste fjende mod vest – mens han kreerede et vakuum af magt i Afghanistan mod øst, som iranerne kunne udnytte. Og for præsidenten, der er tonedøv overfor pr, er det lykkedes at hæve Irans popularitet i den arabiske verden ved at lade dem stå stærkt over for USA, mens sunni-diktatorene bare har snakket frem og tilbage.

Stening og hængning

Irans voksende magt burde bekymre liberale over hele verden. Det har – ifølge Amnesty International – den højeste rate af dødsstraffe i stort set hele verden og har ingen skrupler ved at henrette mindreårige. Det er et land, som tillader stening af kvinder for utroskab og hængning af teenagere, der er homoseksuelle. Fagforeningsfolk bliver arresteret lige som menneskerettighedsaktivister. At give sådan et land endnu mere magt til at undertrykke sit folk er modbydeligt.

Af den grund håber jeg, at Europa vil ignorere sin uenighed med USA og dets egne økonomiske interesser, når Bush vil have hjælp til at indføre økonomiske sanktioner mod Iran, så landet ikke udvikler atomvåben.

I den perfekte verden

I den perfekte verden ville vi have enhver anden budbringer af det budskab end George W. Bush. Og i den perfekte verden ville budskabet i sig selv være unødvendigt – den pakke af pisk og gulerod, som USA og EU har skabt, ville være blevet accepteret af Rusland og godtaget af FN s Sikkerhedsråd.

Men Rusland er interesseret i at beskytte iranerne fra yderligere misbrug fra de radikale religiøse og lige så uinteresserede i at skærme Europa fra et radioaktivt nedfald.

Og så lander det igen i skødet på europæerne, der må gøre det rigtige og trække de værdier frem, som de er kendt for verden over. Europa er – sammen med Saudi-Arabien, der kan presse på ved at reducere mængden af olie på verdensmarkedet – de vigtige spillere. Det er Europa, der må vise sin respekt for, hvad FN er, ved at støtte sanktionerne mod regimet.

Europa må træde til

Det er Europa, der kan vise sin status på verdensplan ved at være det uundværlige kontinent i det afgørende øjeblik, der afgør, om vi stadig kan håbe på en verden uden trussel om atomkrig, eller om vi skal give op over for våbenkapløbet i Mellemøsten. Europæernes urokkelighed betyder meget for liberale på denne side af Atlanten. Under den seneste valgkamp hævdede demokrater på tværs af USA, at diplomati og alliancer – ikke militær enegang – vil garantere USA s sikkerhed.

De seneste målinger viser, at amerikanerne er ved at begynde at tro på os takket været sammenbruddet i Irak og den amerikanske regerings inkompetence. Men neokonservative støver planerne om af bombe Iran af. Vi har brug for et svar for at stoppe dem – for USA vil ikke acceptere et Iran bevæbnet med atomvåben eller et våbenkapløb i den mest ustabile region i verden. Vores svar må være alliancer og diplomati.

Om det er et godt svar afhænger mindre af os og vores moralsk anløbne budbringer end af jer.