Den Europæiske Centralbank, ECB, fastholder som ventet den ledende rente på 1,0 procent. Det meddeler banken torsdag eftermiddag.
Alt andet end en fastholdelse af renten havde været en enorm overraskelse, da 58 ud af 58 økonomer adspurgt af Bloomberg forventede en uændret rente.
Dermed er renten fortsat på det rekordlave niveau, som den nåede i december sidste år.
- Der var ikke mange, der havde regnet med, at ECB ville ændre på renten, og ganske rigtigt valgte banken at fastholde renten på 1,0 procent, siger Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken, og fortsætter:
- Overordnet mener vi, at ECB vil fastholde sin vent-og-se attitude, og signalet fra mødet vil formentlig være, at ECB holder alle muligheder åbne, men at de ikke er pre-committede til nogen form for pengepolitisk reaktion.
Ved det efterfølgende pressemøde slog ECB fast, at centralbanken ikke har nogen planer om at komme med nye tiltag for at hjælpe økonomien i Europa på rette vej.
- Der var ingen signaler om, at ECB har ændret syn på behovet for yderligere pengepolitisk stimulans - hverken i form af rentesænkninger eller andre ukonventionelle tiltag, siger Jes Asmussen.
- Man gjorde det klart, at ECB er en centralbank, der agerer på vegne af det samlede euroområde, og som ikke kan tage hensyn til divergerende udvikling i de individuelle lande.
ECB sænkede under finanskrisen i 2008 og 2009 renten fra 4,25 procent til 1,0 procent og hævede så overraskende renten til 1,5 procent i en periode i 2011.
Den fortsatte uro på markederne sendte dog hurtigt ECB på tilbagetog og renten ned på 1,0 procent igen.