Af Trine Hostrup Dige, teolog og psykoterapeut

Forleden var jeg til barnedåb – i og for sig ikke nogen voldsom grænseoverskridende begivenhed, taget i betragtning af hvor mange børn jeg selv har døbt, og hvor ofte jeg kom i kirken, da jeg arbejdede som sognepræst. Men jeg har forsømt dét at gå til højmesse, efter at jeg er holdt som præst. Så jeg havde glædet mig til at komme i kirke. Jeg havde glædet mig til at synge salmer og lytte til evangeliets ord og få mig et åndeligt indspark.

Hvad forventer man, når man går i kirke? Måske én, der var lidt mere præsteagtig end mig, ville mene, at det er mig, der er galt på den, hvis jeg overhovedet forventer noget. Nåde betyder gratis, og hvad der sker i kirken, handler ikke om at få sig en på opleveren, eller at der som sådan skal opnås noget – her er tid til fordybelse og stilhed! Nu er det bare sådan, at jeg rent faktisk sad med forventninger til formiddagens gudstjeneste. Jeg forventede ikke at blive underholdt i den forstand, at jeg skulle klaske mig på lårene af grin – men jeg forventede at få stof til eftertanke, jeg forventede at blive udfordret på de mere eksistentielle emner, ikke sådan at jeg skulle ligge søvnløs over livets mysterier, men dog sådan at jeg kunne filosofere videre derhjemme, eller vi kunne tale om prædikenen ved bordet bagefter.

Intet stof til eftertanke

Det skete så overhovedet IKKE! Og det skal siges, at min kæreste faktisk synes, jeg er ret god til at filosofere over de mindste ting i hverdagen. Kommer kødet i køledisken fra den samme ko? I så fald, kommer det fra DK fra en glad ko, mens den tyske ko var en trist ko? Og hvis jeg spiser den triste ko, får jeg så syreophobninger i kroppen, fordi den måske var stresset og ulykkelig, da den skulle herfra? Og skulle vi måske helt holde op med at spise kød? Og jeg kan huske, hvor fortvivlet jeg blev på 1. år på teologistudiet, fordi en filosof ved navn Descartes skrev, at alt det, vi opfattede, måske ikke var der, det var bare noget, en såkaldt ond demiurg havde fundet på, så de trapper, jeg gik på, var der måske slet ikke – hold op jeg blev panikken! Og sådan kan min dag gå med mange spekulationer og filosoferen frem og tilbage.

Og derfor er det imponerende, hvor utrolig lidt jeg fik ud af den gudstjeneste. Og det er da sådan set OK, det kan jeg godt leve med. Jeg kan jo bare gå i kirke en anden dag hos en anden præst og så i øvrigt tænke over livet, religionen, og om lilla nu også er lilla derhjemme.

Den danske folkekirke skal coaches

Når jeg alligevel sætter mig ned og skriver om i søndags, så hænger det sammen med, hvor trist jeg synes, det er for alle de mennesker, der ikke er vant til at komme i kirken, men som kommer der, fordi der er dåb, bryllup, konfirmation eller begravelse. Hvis de får sådan en oplevelse med sig, så forstår jeg virkelig godt, hvorfor der er tomme kirker. Og jeg synes simpelthen, at det er menneskemishandling, at de stakkels konfirmander skal sidde 8-10 gange på et år og høre på noget, de overhovedet ikke forstår – og som de derfor heller ikke kan integrere i deres liv. Det er spild af tid!

Kirken har i den grad brug for at blive coachet! Jeg går ikke ind for, at det skal være laveste fællesnævner, og det behøver det sandelig heller ikke at være for, at almindelige danskere kan forstå biblens ord. Som præst afgiver man et præsteløfte, hvor man lover at missionere, dvs. udbrede evangeliets glædelige budskab – det sker ikke, når manden i kjolen taler et totalt uforstående og akademisk sprog, som samtidig er hamrende kedeligt, og som intet har med almindelige menneskers liv at gøre.

Det var så trist og kedelig en gudstjeneste, at min kæreste spurgte mig, om de var i gang med at genindspille ”Fiskerne”, for så var det da flot, at præsten sådan tog fri fra optagelserne.

Det er kedeligt at gå i kirke

Jeg synes, at kirken har pligt til at tage sig alvorligt sammen. Der er faktisk noget om snakken. Det er kedeligt at gå i kirke. Og det er for dårligt. For sådan skal det ikke være. Kirken og den kristne tro må gerne have noget med virkeligheden at gøre. Derfor skal dét at gå i kirke være spændende, sjovt, alvorligt, lærerigt, inspirerende og så må det godt være kedeligt engang imellem. For sådan er virkeligheden. Kirken er kun kirke, så længe der er mennesker, der kommer der. Og tro kan også kun være tro, så længe der er mennesker, der vil tro. Så kirken og den kristne tro skal afspejle sig i de mennesker, der er kirke og kristendom. Det er i mellemrummene mellem os, at det hele udspiller sig. Så må alle de alvorlige mænd i præstekjoler gerne kalde mig en poppræst. Og det kan godt være, at mine tanker er naive og en stor gang mudder – og det ændrer ikke på, at jeg kedede mig helt sindsygt i søndags.

Amen

Oprindelig publiceret på www.baby.dk