Der er atter udbrudt uroligheder i Egyptens hovedstad, Kairo, skriver de internationale nyhedsbureauer.
Denne gang har adskillige hundrede aktivister fra Det Muslimske Broderskab stormet en regeringsbygning og stukket den i brand.
Der er angiveligt tale om en guvernørbygning i Giza i millionbyen.
Det statslige tv i Egypten viser billeder fra den brændende bygning, hvor mænd forsøger at slukke ilden.
Urolighederne kommer dagen efter, at sikkerhedsstyrker greb ind og fjernede to lejre, hvor repræsentanter fra Broderskabet har opholdt sig i ugevis i Kairo i protest imod, at militæret i begyndelsen af juli greb ind og afsatte den folkevalgte præsident Mohamed Mursi.
Meldingerne fra sundhedsministeriet i Kairo siger, at over 500 mennesker blev dræbt af uroligheder over hele landet onsdag.
Talsmænd fra Det Muslimske Broderskab sagde tidligere torsdag, at bevægelsen senere på dagen vil gennemføre en march i Kairo for at protestere mod blodbadet.
/ritzau/Reuters