De første kameraer sættes op på motorvejsbroer til januar

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har besluttet, at 30 udvalgte vejstrækninger skal overvåges.
Efter adskillige episoder med stenkast opsætter politiet nu en række kameraer fra januar.
Efter adskillige episoder med stenkast opsætter politiet nu en række kameraer fra januar. Foto: Bax Lindhardt/arkiv/Scanpix

Rigspolitiet oplyser, at der opstilles overvågningskameraer på motorvejsbroer fra januar 2018.

- Vi er i færd med at anskaffe kameraerne og forventer, at de første opstilles i januar 2018.

- Vi oplyser af taktiske grunde ikke, hvor de opstilles, lyder det i en meddelelse fra kommunikationsdirektør i Rigspolitiet, Anders Frandsen.

I november bebudede justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at politiet skal kunne overvåge 30 udvalgte vejstrækninger med hemmelige kameraer.

Det sagde han, efter at bilister er blevet ramt af sten fra broer over de danske veje.

Men halvanden måned efter ministerens udmelding er kameraerne endnu ikke sat op.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Onsdag lød det fra Rigspolitiet, at processen med at etablere overvågningen er i fuld gang, men man kunne ikke oplyse, hvornår de første kameraer forventes opsat.

Torsdag præciseres det dog, at de første kameraer forventes oppe til januar.

Natten til onsdag blev to biler beskadiget, da flere sten blev kastet ned på motorvejen fra en bro ved afkørsel 53 og 54 ved Odense.

De to biler fik skader, da de kørte ind i stenene. Ingen personer kom til skade.

Vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi oplyste onsdag, at stenkastene bliver efterforsket i sammenhæng med flere lignende sager.

Blandt andet et alvorligt tilfælde fra august 2016, hvor en tysk families bil blev ramt af en 9,5 kilo tung betonflise, der blev kastet bed fra motorvejsbroen ved Langesøvej.

En 33-årig tysk mor omkommer, og hendes 36-årige mand bliver livsvarigt skadet, mens deres søn er uskadt.

Foruden den fremtidige overvågning har borgmestrene i Assens og Odense efter en dialog med Fyns Politi besluttet, at der hurtigst muligt skal sættes lys op på to af motorvejens broer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.