Af Jakob Sorgenfri Kjærjask@avisen.dk
Danskerne er blandt Europas mest tolerante over for en eventuel homoseksuel nabo eller statsminister. Men samtidig har flere danskere end andre EU-borgere oplevet inden for det seneste år, at nogen blev diskrimineret på grund af deres homoseksualitet.
Det tvetydige budskab kan læses i en ny undersøgelse af europæernes forhold til bøsser og lesbiske, som Eurobarometer har lavet.
Dobbeltheden kommer ikke bag på de radikales retsordfører Simon Emil Ammitzbøll, der selv er homoseksuel.
»For 19 år siden fik vi som det første land i verden registreret partnerskab. Siden har alle gået og været småstolte over det, mens andre lande har overhalet os indenom,« siger Simon Emil Ammitzbøll.
Han henviser til, at homoseksuelles rettigheder stadigvæk er begrænsede i sammenligning med landene omkring os. Således må homoseksuelle stadig hverken gifte sig eller adoptere herhjemme, hvilket de må flytte til vores nordiske nabolande for at gøre. Derudover bliver hate crimes stadig ikke taget alvorligt af myndighederne, mener han.
De samme problemer fremhæver Uffe Elbæk, der om et år slår Københavns porte op for 8.000 homoseksuelle, som vil dyrke idræt og diskutere homoseksuelles vilkår under World Outgames.
»Der er forskel på, hvad danskerne siger og gør. I den forstand er det problematisk, at der i Danmark ikke er et ministerium, som har ansvaret for ligestillingen af homoseksuelle,« siger direktøren for World Outgames.
Begge fremhæver, at der heller ikke eksisterer en eneste undersøgelse af homoseksuelles levevilkår i Danmark.