Er det ferietid, er det som regel også tid til at fylde op i barskabet - enten på ferien eller hjemme.
Og der er stor forskel på, hvad danskere, svenskere og nordmænd køber, når det er toldfrit.
Hvor danskere typisk forkæler sig selv med en Renault Carte Noir Extra cognac, vil en svensker hellere have en lidt billigere flaske whisky og køber en liter Famous Grouse. Nordmænd har en sød tand og foretrækker en Baileys.
Det viser en opgørelse fra Spies' flyselskab Thomas Cook Airlines.
Her har man set på, hvad det er folk køber, når de sidder i flyveren og kan bruge tiden på at købe toldfrit.
Og det er ikke kun sprut, der bliver købt. Når vi alligevel sidder og skal fordrive tiden, ryger der også slik og parfume med i bestillingen.
- På sliksiden har svenskerne et godt øje til saltpastiller fra Pingvin, mens alle nationaliteter er enige om, at M&Ms chokoladeovertrukne peanuts er sagen, siger kommunikationschef hos Spies, Torben Andersen.
Skal kroppen have en overhaling, ligger bodylotionen Biotherm Lait Corporel højt på listerne i alle lande - og helt i top hos nordmændene.
I Sverige og Danmark topper duftene D&G Light Blue og Daisy fra Marc Jacobs listerne.
- Og så køber svenske og norske mænd flere dufte end de danske, siger Torben Andersen.
/ritzau/