Danskerne har ikke noget problem med, at apotekerne i fremtiden bliver drevet af eksempelvis supermarkeder - så længe de bliver betjent af apoteksfagligt personale, der kan rådgive dem korrekt.
En ny befolkningsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at over 60 procent af danskere ikke har noget problem med at apoteker drives af butikker, så længe butiksejerne har apoteksfagligt personale ansat.
35 procent af danskerne svarer endda, at de synes, at det er en god idé.
- Undersøgelsen viser, at danskerne ser åbent på en modernisering af apotekersektoren. Det er en udvikling, vi også har set i nabolandene, siger Christian Sestoft, markedschef i Dansk Erhverv.
I Norge og Sverige har man allerede afreguleret apotekersektoren, og ifølge Dansk Erhverv har det været en fordel for forbrugerne.
- Der er kommet flere apoteker, og de har længere åbningstider end tidligere. Det er sket uden, at det er gået ud over patientsikkerheden, understreger Christian Sestoft.
Undersøgelsen er gennemført af Survey Sampling International for Dansk Erhverv. Der er indsamlet besvarelser fra 1008 danskere, der udgør et repræsentativt udsnit af den voksne befolkning.
/ritzau/