Hver eneste husstand i Danmark købte på kredit for 240 kroner mere fra tredje til fjerde kvartal sidste år. Den samlede forbrugerkredit er steget med 3,3 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. Forbrugerkreditten udgjorde i fjerde kvartal 19,5 milliarder kroner.
Lone Kjærgaard, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, mener, at stigningen er bekymrende og ganske paradoksal, da danskerne lige nu generelt holder pungen tæt til kroppen.
- Det bekymrende består naturligvis i, at forbrugerkreditter, der optages uden om de finansielle institutioner, som tommelfingerregel er de markant dyreste, siger cheføkonomen og fortsætter:
- Det er derfor bekymrende, at den slags lån stiger i en tid, hvor krisen fortsat sætter sine spor, og flere danskere end tidligere melder om pengeproblemer, siger hun.
Det er blandt andet omfanget af blankolån, der stiger. Det er lån, hvor man kan få penge - ofte uden nogen grundig form for kreditvurdering.
- Det siger næsten sig selv, at den slags lån kun kan formidles ved, at långiver til gengæld kræver skyhøje renter, siger Lone Kjærgaard.
Ulrikke Ekelund, cheføkonomi BRFkredit, siger, at kreditkøb stiger i slutningen af året, da en del familier vælger at finansiere julen over flere måneder. Men sammenligner man med 4. kvartal 2011, er der tale om en stigning på 4,7 procent.
- Vi vurderer, at danskerne i stigende grad bruger forbrugerkreditter til at få økonomien til at hænge sammen, fremfor til impulskøb som fladskærme og computer, siger Ulrikke Ekelund.
Hun mener, at så længe arbejdsmarkedet ikke viser klare positive takter, kan vi forvente, at denne udvikling vil fortsætte.
- For en del danskere er køb på kreditkort dog en dyr løsning. Ofte vil man kunne opnå en mere fordelagtig løsning i samarbejde med sit pengeinstitut, understreger hun.
Med dagens stigning er forbrugsgælden pr. husstand på 7550 kroner.
/ritzau/