Ritzau
Opdateret kl. 18:24
En 53-årig dansk mand, der er mistænkt for et dobbeltdrab, skal foreløbigt sidde bag tremmer i et nigeriansk fængsel frem til 28. juni.
Det oplyser den nigerianske ret og advokater til nyhedsbureauet AFP.
Retten i Yaba i Nigerias største by, Lagos, besluttede at fængsle danskeren frem til slutningen af juni, ind til retssagen skal begynde ved en højere retsinstans.
- Anklagerne bad om en forlængelse af fængslingen i fængslet Ikoyi indtil retssagen, fortæller aktivist og advokat Christian Kolawole til nyhedsbureauet.
Den danske mand er anklaget for at have dræbt sin kone og deres treårige datter den 5. april. Kvinden var musiker i Nigeria og underskrev sidste år en kontrakt med et pladeselskab.
Drabene fandt angiveligt sted i familiens hjem i Lagos, og den 53-årige blev kort efter fundet af ligene anholdt.
Da den danske mand den 11. april blev stillet for en dommer første gang, havde anklager Effiong Asuquo ifølge det nigerianske medie The Guardian følgende udlægning af, hvad der var sket i hjemmet:
- Den sigtede, der altid var oppe at toppes med sin kone, slog hendes hoved flere gange ind i en væg, så hun døde, og han forgiftede derefter sin datter.
- Han trak deres livløse kroppe hen til gashanen for at give det indtryk, at de blev kvalt på grund af et gaslæk.
Ifølge AFP var der mødt flere aktivister op foran retten tirsdag samt den dræbte kvindens familie og venner. Flere var mødt op i t-shirts med billeder af sangerinden og datteren.
- Vi vil fortsætte med vores kampagne mod vold i hjemmet med fornyet kraft for at stoppe den trussel, som ødelægger vores familier, siger Joe Okei Odumakin, der er leder af organisationen Women Arie, til AFP foran retten.
/ritzau/