Den norske storklub Rosenborg fastholder sin position helt i toppen af Tippeligaen, og det har et par danske profiler en del af æren for.
Lørdag aften lavede Tobias Mikkelsen og Nicki Bille et mål hver, da Rosenborg besejrede Aalesund med 2-1 hjemme på Lerkendal Stadion.
Mikkelsen var meget aktiv i første halvleg, og fløjspilleren leverede også halvlegens eneste scoring, da han fik en bold i dybden og prikkede hjemmeholdet foran.
Både han og Mike Jensen var med fra start, men Mikkelsen blev midt i anden halvleg byttet ud med Nicki Bille, der senere skulle få en hovedrolle.
Forinden fik gæsterne imidlertid udlignet, men Bille - som landstræner Morten Olsen har vraget til landskampene mod Malta og Albanien - scorede kort efter sejrsmålet, da han hamrede bolden flot op i det ene målhjørne.
Det var den farverige forwards ottende mål for Rosenborg i denne sæson.
Sejren betyder, at Trondheim-klubben udbygger forspringet til Strømsgodset til fem point. Strømsgodset har dog en kamp til gode.
/ritzau/