Mange investeringseksperter frarådede ved indgangen til 2017 direkte at købe flere danske aktier, fordi de var blevet for dyre og risikoen for kursfald derfor var øget.
Men advarslerne viste sig at være uberettigede. Det konstaterer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet efter et år, hvor det danske aktieindeks er steget med 12 procent oven på et 2016, hvor det faldt med 13 procent.
- 12 procent er absolut godkendt, selv om det ikke helt opvejer tabet fra året forinden.
- Danske aktier fejler generelt heller ikke noget. Har man en godt spredt portefølje af de store aktier, får man en balanceret blanding af virksomheder, der kan måle sig med globale konkurrenter.
- Men der er selvfølgelig stor spredning, og har du haft for mange Pandora- eller Vestas-aktier i år, så vil afkastet selvfølgelig se anderledes ud.
Netop Vestas og Pandora er blandt de få aktier i C25-indekset, hvor kursen er faldet i årets løb.
Det er blandt andet sket efter et tredje kvartal, hvor mange regnskaber skuffede.
- Det sidste indtryk var ikke for godt. Virksomhederne kunne ikke leve op til de store forventninger, der var bygget ind i aktiekurserne, og derfor fik investorerne et skrub over skinnebenet mod årets slutning.
- Og med det in mente, er der måske grund til at være lidt pessimistisk ved indgangen til 2018.
- Så hvis investorerne kan få noget, der ligner seks-otte procent i 2018, så skal de nok være meget tilfredse, siger Per Hansen.
Blandt de aktier, der har klaret sig ekstraordinært godt i 2017, finder man transportvirksomheden DSV, der er steget 55 procent efter opkøbet af amerikanske UTI.
Men også Novo Nordisk og familiemedlemmet Novozymes har klaret sig flot med stigninger på henholdsvis 31 og 46 procent.
/ritzau/