Danske Banks nedskrivninger i andet kvartal landede markant lavere end ventet, viser bankens kvartalsregnskab.
Nedskrivningerne var på blot 924 millioner kroner, mens analytikerne havde ventet nedskrivninger for godt 1,4 milliarder kroner ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
Dermed er niveauet det laveste siden andet kvartal 2008.
Årsagen skal findes i en forbedret kreditkvalitet hos bankens kunder, lyder det.
- Vi ser tegn på en forbedret kreditkvalitet generelt for vores låneportefølje. Nedskrivningerne vedrører hovedsageligt danske privatkunder, erhvervsejendomme og landbrug, skriver banken i regnskabet.
Banken forventer også, at nedskrivningerne vil falde i resten af 2013 og være lavere end i 2012, især i bankens danske erhvervsdel og i Irland.
Danske Bank fastholder forventningerne til nedskrivninger hos kunder i Irland på 2,5 milliarder kroner i 2013 og 2014.
/ritzau/