Selv om milliarder af kroner blev vasket hvide i Danske Banks estiske filial, blandt andet fordi bankens ledelse ifølge Finanstilsynet ikke levede op til sit ansvar, så bliver der ikke tale om at skifte ud i toppen.
Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, har fortsat tillid til bankens direktion med administrerende direktør Thomas F. Borgen i spidsen. Han finder heller ikke selv anledning til at overveje sin position. Det siger han i et interview med Ritzau Finans.
- Som jeg har sagt tidligere, sidder der ikke direktionsmedlemmer i Danske Bank, som bestyrelsen ikke har tillid til. Det gælder også bankens CEO (topchef, red.).
- Vores egen undersøgelse er kommet relativt langt, og der er ikke noget i de delkonklusioner, vi har fået indtil videre fra den undersøgelse, der giver os anledning til at ændre på vores syn i relation til vores direktionsmedlemmer, siger formanden.
Finanstilsynet kritiserer skarpt forholdene i Danske Banks estiske afdeling.
Bankens ledelse og bestyrelse har svigtet deres ansvar, lyder det fra Finanstilsynet, som udsteder otte påbud og otte påtaler.
I forhold til bestyrelsens rolle erkender formanden også, at der skulle have været reageret hurtigere.
- Der er ingen tvivl om, at både direktion og bestyrelse var for længe om at forstå problemernes omfang, siger Ole Andersen.
Kritikken fra tilsynet ændret ikke på hans egen lyst til at fortsætte som bestyrelsesformand.
- Der er ikke noget her, som gør, at jeg eller bestyrelsen skal overveje vores stilling. Jeg tror, at det er mere ansvarligt at sørge for, at vi kommer igennem det her, og for at vi nu i samarbejde med tilsynet kommer til at efterleve samtlige påbud, siger han.
De kritisable forhold i Danske Banks estiske afdeling er blevet afsløret af Berlingske i en række artikler i 2017.
Her kom det frem, at bankens estiske afdeling er blevet brugt til ulovlige transaktioner og hvidvaskning for milliarder af kroner fra blandt andet Rusland og Aserbadjan.
Sagen har tidligere ført til, at direktør Lars Mørch, der har haft ansvar for bankens baltiske forretning, har sagt op.
Bankens nuværende topchef, Thomas F. Borgen, havde ansvar for bankens estiske aktiviteter frem til 2012.
En stor del af de kunder, der brugte banken til at hvidvaske penge, blev kunder hos Danske Bank i Estland i årene 2011-2013, konkluderer Finanstilsynet i sin undersøgelse.
/ritzau/