Dansk politis afpatruljering af internettet har ført de amerikanske myndigheder frem til en 37-årig mand, der nu sidder fængslet for overgreb mod en otteårig pige, oplyser Rigspolitiet på Facebook.
- Det her er en sag blandt mange, hvor vi finder billeder eller videoer på nettet og kan hjælpe andre lande i efterforskningen. På samme måde hjælper de os, siger politikommissær Flemming Kjærside fra Rigspolitiets Nationale IT-efterforskningssektion.
En videosekvens, hvor manden ses krænke pigen, dukkede pludselig op på flere hjemmesider, hvor pædofile udveksler billeder.
Dansk politis analyse af videoen afslørede, at den var optaget på en skole i den amerikanske delstat Washington.
Det lykkedes samtidig i et samarbejde mellem dansk, australsk og amerikansk politi at identificere en mailadresse, som førte frem til den 37-årige mand, der nu sidder fængslet.
Ved hjælp af billeder lykkedes det samtidig at identificere den otteårige pige, der var elev på den skole, hvor overgrebet tilsyneladende fandt sted.
/ritzau/