Sjældent har en valgplakat vakt så meget harme blandt det danske mindretals medlemmer i Sydslesvig, som det kristeligt demokratiske CDU's advarsel i valgkampen op til søndagens delstatsvalg i Slesvig-Holsten:
- Stabil regering frem for dansker-lyskurv!
I tysk politik omtaler man en regeringskoalition med tre partier som en trafik-lyskurv baseret på de tre partifarver.
Og CDU's spidskandidat, Jost de Jager, har advaret om, det vil være en katastrofe for Slesvig-Holsten, hvis Sydslesvigsk Vælgerforening, SSV, baner vejen for en ustabil koalition med det socialdemokratiske SPD og De Grønne.
Få timer efter at valglokalerne lukkede søndag aften, kan SSV's talsmand, Lars Erik Bethge, konstatere, at den konservative skræmmekampagne har virket. I hvert fald til at få CDU's kernevælgere til at stemme.
Forbundskansler Angela Merkels parti står nemlig overraskende til atter at blive delstatens største parti med 31 procent af stemmerne trods en minimal tilbagegang - og er dermed et mulehår foran SPD.
Samtidig står SSV til en lille fremgang og 4,5 procent, hvilket vil give mindretalspartiet - som er fritaget for spærregrænsen - tre mandater mod i dag fire i landdagen i Kiel.
- Vi har jo haft fremgang, så jeg ved ikke, om CDU' skræmmekampagne har afholdt nogen fra at stemme på SSV. Men CDU's skræmmekampagne har været med til at mobilisere deres egne vælgere, siger Lars Erik Bethge til Ritzau.
Socialdemokraternes spidskandidat, Kiels overborgmester Torsten Albig, satser stadig på at danne en rød-grøn regering med mindretallets parti som den tredje i flokken, hvilket vil være et historisk samarbejde, baseret på en stemmes flertal.
- Det er jo noget, vi må tale med dem om. Det er alt for tidligt på aftenen. Der kan stadig flyttes hele mandater, siger SSV's talsmand med henvisning til, at der kan komme tillægsmandater i spil.
Og hvis SSV går med i en regering, ventes CDU at skrue yderligere op for retorikken.
Tilbage i 2005 var de dansksindede nemlig parat til at støtte en rød-grøn mindretalsregering, hvilket blandt andet udløste smædebreve og dødstrusler til SSV's gruppeformand, Anke Spoorendonk.
Men en anonym socialdemokrat trak ved fire dramatiske afstemninger tæppet væk under projektet, og SPD endte i regering med CDU.