Københavns Politi har slået til mod et organiseret kriminelt netværk, som mistænkes for at have produceret falske id-dokumenter til kriminelle personer, tidligere dømte og udviste personer.
Desuden skal netværket have drevet organiseret rufferivirksomhed med udenlandske prostituerede kvinder.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Københavns Politi har samarbejdet med andre offentlige myndigheder og svensk politi.
Ved aktionen mandag blev otte personer i alderen 25 til 67 år anholdt.
Tirsdag blev tre mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg, hvor de alle tre fik anholdelsen opretholdt til torsdag klokken 12.30.
Det betyder, at dommeren ikke mente, at politiets mistanke mod dem var stærk nok til, at de kunne varetægtsfængslet. Så politiet har til torsdag til at underbygge mistanken mod dem yderligere.
Derefter skal de igen fremstilles i retten med krav om fængsling eller løslades.
Desuden var det meningen, at en kvinde skulle fremstilles in absentia, det vil sige uden selv at være til stede.
Det vælger politi og anklagemyndighed nogle gange at gøre, hvis en mistænkt opholder sig i udlandet, og man vil efterlyse personen internationalt.
Men så vidt Ritzau har kunnet få oplyst, er dette alligevel ikke sket.
I forbindelse med aktionen blev flere personer desuden anholdt i Sverige, hvor flere adresser blev ransaget i Malmø-området.
Politikommissær Baris Tuncer fra Indbrudsafsnittet ved Københavns Politi udtaler efter aktionen:
- Vi har i dag foretaget en vellykket aktion med flere anholdelser efter at have arbejdet med sagen i længere tid.
- Med dagens aktion er jeg overbevist om, at vi har ramt et netværk, som faciliterer omrejsende kriminelle grupperinger, siger han i pressemeddelelsen.
Politiet har forud for aktionen løbende anholdt 30 personer, som er relateret til netværket. De er dømt og udvist.
Københavns Politi vil ikke udelukke, at der kan blive anholdt endnu flere i sagen.
/ritzau/