Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Ifølge erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer er klimagasudledningerne faldet med 23 procent siden 1990. Energistyrelsens nye udregninger til Klimaplanen viser et fald på 14,4 procent.
Årsagen til forskellen i tallene skal findes i to forskellige udregningsmetoder. Landbrug & Fødevarer har benyttet de foreliggende, officielle tal, der er indrapporteret til internationale klimafora af Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) under Aarhus Universitet. I klimaplanen har myndigheder benyttet de nye udregningsforudsætninger, der først vil skulle benyttes i de internationale afrapporteringer fra 2015 - og også anvendt disse bagudrettet. Det betyder faktisk, at landbrugets udledninger nu vurderes lavere end hidtil. Dermed er reduktionen siden 1990 også mindre. Dansk landbrug ligger i alle årene siden 1990 med lavere emissioner, end tidligere beregnet.
"Man kan ikke sammenligne de to tal - procenterne beregnes på to forskellige udgangspunkter. Det er som at sammenligne æbler og pærer. Ligegyldigt hvilken regnemetode, der bliver brugt, så er vi stadig klimaduks i dansk landbrug, når det kommer til klimagasreduktioner. Vi er blandt de lande i verden, der producerer fødevarer med de mindste klimaaftryk. Vi skal selvfølgelig blive endnu bedre, men det nytter altså ikke noget, at man giver de dygtige elever i klassen et rap over nallerne, mens alle dem, der stadig har en masse at lære, går fri", siger direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.
Landbrug & Fødevarer mener, det er relevant at sammenligne dansk landbrug med andre lande, så der kan stilles fælles europæiske krav til landbrug om klimagasudledninger. Hvis Danmarks går sologang i EU, risikerer man, ifølge erhvervsorganisationen, at sende arbejdspladser og landbrugsproduktion til lande, der ikke producerer nær så klimavenligt, som man gør i Danmark.
Lavere udgangspunkt
De nye udregningsmetoder viser, som nævnt, at problemet med drivhusgasudledninger i landbruget er mindre end hidtil antaget. Altså at der bliver udledt færre tons end det, der er udgangspunktet for Landbrug & Fødevarers udregninger. Det betyder, at selvom det procentvise fald i Energistyrelsens udregninger er lavere, end hvis man benytter den hidtidige udregningsmetode, så er det også et fald fra et lavere udgangspunkt.
"Lad os da glæde os over, at problemet ikke er så stort, som vi hidtil har antaget. Vi skal ikke hvile på laurbærerne men fortsætte med at blive bedre. Vi arbejder hele tiden på at optimere fodereffektiviteten i Danmark, så klimaaftrykket ved at producere et kilo kød, mælk eller æg bliver mindre. Og regeringens målsætning om at halvdelen af husdyrgødningen i fremtiden skal bruges til biogas vil nedbringe metangasudledningen markant. Men det kræver, at vi får gang i biogasudbygningen, der desværre næsten er gået i stå", siger direktør Flemming Nør-Pedersen.
Læs mere om klimaeffektiv produktion i landbruget her
For yderligere information:
Direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen via pressekonsulent Jens Dissing Munk, telefon 30178874, mail: jdm@lf.dk
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.