Når man analyserer slutresultatet af den første store overenskomst – på industriområdet – er det åbenlyst, at Dansk Industri nemt har besejret fagbevægelsen. De to afgørende krav fra lønmodtagerne, nemlig væsentligt mere i løn og forfordeling af medlemmer af fagforeninger, er gledet ud af aftalen.
Man ser for sig, at Dansk Industris formand, den hovedrige Henning Dyremose, et øjeblik kan gnide sig i hænderne, hvis han da kan løsrive sig fra at tælle sine egne penge. I en tid, hvor danske virksomheder klarer sig historisk godt, og hvor overskuddene til aktionærerne nærmer sig det vulgære, er det tankevækkende, hvor lidt fagbevægelsen kan hente hjem til sine medlemmer.
Bevares, der er lidt mere til pension, lidt mere forældreorlov, lidt mere efteruddannelse og snart det mest pinlige – en mulighed for at få lov til at bruge noget af sin optjente ferie på efteruddannelse! Fagbevægelsen spørger nogle gange sig selv om, hvorfor den har så svært ved at fastholde sine medlemmer – og mon ikke noget af svaret findes i dens efterhånden veldokumenterede ringe evne til at forhandle sig til resultater.
LO’s formand – han hedder Hans Jensen, det er ham med fuldskæg og briller – har nu siddet i godt 15 år. I den tid har han eksempelvis været med til at lukke Aktuelt, fagbevægelsens avis, løsrevet sin organisation næsten fuldt og helt fra Socialdemokraterne, og passivt set til i takt med at medlemmerne har meldt sig ud i titusindtal. Ud over de svage forhandlingsevner ved overenskomster har LO under Hans Jensen mistet enhver indflydelse på velfærdssamfundets udvikling.
DI’s direktør, derimod, Hans Skov Christensen, kan se tilbage på en mængde af strålende resultater. I en højkonjunktur, lagt til rette af tre fremsynede regeringer – først Schlüter, siden Nyrup og nu Fogh – har han år for år sikret, at virksomhederne betaler stadig mindre til fællesskabet, så deres ejere kan skovle stadig større overskud hjem. DI indtager nu, takket være Skov Christensen, en stærk position i samfundet.
Den største sejr for Dansk Industri er i virkeligheden, at den har fået lokket fagbevægelsen ind i en ’ansvarligheds-rolle’, som langt, langt overgår det nødvendige. LO har i nyere tid næsten altid været dybt ansvarlige, når samfundsøkonomien trængte til det – tænk på 1970’erne, hvor LO holdt igen med lønkrav og i stedet støttede talrige reformer – og har derfor ikke noget at skulle bevise i opgangstider.
Det er i øvrigt karakteristisk, at LO ikke kunne afse tid til at skrive den ’kontra-leder’, som Nyhedsavisen altid giver plads til. Ikke tid? Jamen, vorherrebevares, hvad laver I egentligt?