Vi skal ikke lade os snyde af, at danskerne er begejstrede for EU med rekordstor opbakning i en måling fra Parlamentets Eurobarometer.
Det vurderer Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth.
- Det hænger meget sammen med udviklingen generelt i verden. Folk bliver mere frygtsomme, når der tegnes billeder af Rusland som en stor trussel, siger Kenneth Kristensen Berth.
- Og en amerikansk administration omtales ikke i særligt pæne vendinger i Danmark. Så er det vel naturligt, at man vender tilbage til det, man ikke synes, har udviklet sig for meget, og som er relativt trygt.
76 procent af danskerne mener, at EU er en "god ting". Det er den største støtte, der er målt i Danmark, siden Eurobarometeret i 1974 begyndte at stille spørgsmålet. Kun syv procent mener, at EU er en "dårlig ting".
Samtidig ser et meget stort flertal af danskerne - 84 procent - EU som en fordel for landet. 80 procent mener, at deres stemmer tæller i EU. Det er det højeste niveau, der er målt i Danmark.
I 2019 er der valg til EU-Parlamentet. Målingen bekræfter ifølge tænketanken Europa en større opbakning til EU. Det begyndte kort efter Storbritanniens beslutning i 2016 om at forlade EU, og tendensen synes at fortsætte.
Kan danskernes støtte skyldes brexit?
- Jeg tror desværre ikke, at danskerne har fået korrekte oplysninger om konsekvenserne af brexit. Briterne har en rekordlav arbejdsløshed. Den har ikke været så lav i 40 år, siger Kenneth Kristensen Berth.
- Det vil rette sig på lidt længere sigt, så danskerne indtager en mere skeptisk position overfor EU, mener han.
Målingen viser ikke ny viden om suverænitet. Her er danskere traditionelt skeptiske. Det har givet et nej i folkeafstemninger - til euroen i 2000 og til retsforbeholdet i EU i 2015. Den danske skepsis er ifølge målingen stadig høj.
/ritzau/