Af David Trads, chefredaktør
Officielt er den danske holdning krystalklar:
Vi kæmper for demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed – og vi er imod diktatur, tortur og undertrykkelse.
Reelt har virkeligheden bevæget sig langt væk fra glansbilledet:
Danmark samarbejder tæt med en række af verdens mest diktatoriske og krænkende regimer som Saudi-Arabien og Pakistan. Vores efterretningstjenester arbejder ubekymret sammen med kolleger i diktatoriske regimer, som torturerer fanger på de mest makabre måder. Statsminister Anders Fogh Rasmussen og justitsminister Lene Espersen er helt ligeglade med, at vores politi bruger oplysninger, som er fremkommet under tortur.
Det værdiskred, vi er ude for, er skræmmende, fordi en enkelt terrorhandling for nu seks år siden – 11. september 2001 – har fået et bredt politisk flertal til at afvige vores engang så grundlæggende principper: Aldrig accept af diktatur. Aldrig accept af tortur.
For bare et par årtier siden stod Danmark globalt i spidsen for kampen mod det sydafrikanske apartheid-regime, som vi benhårdt bekæmpede. Taknemmeligheden var så stor hos de undertrykte, at deres leder, Nelson Mandela, umiddelbart efter sin frigivelse rejste til København for at takke os. I dag er det omvendt: Den danske regering vender det blinde øje til nutidens Mandela’er i de muslimske landes torturkældre.