De fleste viger tilbage med et gys, når Rakkerbakken uden for landsbyen Ugledige bliver nævnt. Uh for en død. Sådan at hænge og dingle i en galge på bakketoppen. Men i dag er det anderledes. For endelig skal tyvepakket fra Næstved hænges, og det er fortjent. Vreden vinder over gyset, for hvem vil gå glip af sådan en begivenhed?
Mindst tre landsbyer har fået besked på at møde op til hængningen, og mange flere er kommet frivilligt. I dag bliver der vist ikke brug for at uddele bøder til bønder, som bliver væk. Alle glæder sig inderligt til at se rakkerpakket dingle.
Brændevinsdunken går rundt blandt fæstebønderne, og humøret er højt, selvom det er først i året 1727 og temmelig koldt.
Snakken går især om indbruddet hos enken i Vognstrup Mølle. De frække tyvekarle havde simpelthen slået et hul i væggen og stjålet hendes skrin med penge. Det var både mageløst og forfærdeligt. Enken græder stadig, når hun fortæller, hvordan de truede hende med hårde ord. Og visekællingerne, der kan kunsten at lave vers, har solgt skillingeviser om tyveriet i nogle måneder.
Smædevers til salg
Et sted i flokken begynder én at synge om bandens leder Hans Jørgen Abolt:
»Guld, sølv og penge, tin og kobber. At stjæle gav mig stor profit,« lyder begyndelsen på et af versene. Visekællingerne skynder sig at falbyde store ark med hele teksten til dem, som ikke har den endnu.
»En Gudsbespotter har jeg væren, som levede ugudelig«, begynder verset om Lars Hugger.
»Nu kommer de,« råber en fra yderkredsen.
Hestevogne ankommer fra Vordingborg Slot, hvor de ni tyveknægte har være holdt fanget. De ni synger salmer, kan man høre. De har hver deres præst, og det lyder helt kønt med de mange mandestemmer i kor.
Alle karlene blandt publikum har taget høtyven med, og de stiller sig i kreds omkring galgen med redskaberne klar til at sørge for, at alt går for sig, som det bør.
Tyvenes bekendelser
Publikum mumler vredt, da fangerne går ud af vognen. Hvor har de forvoldt megen skade og sorg. Hvor har de gjort mange fattige bønder endnu fattigere. Det var et held, at tyvebanden var så fræk, at den også stjal på Herlufsholm. Se så var der endelig nogen med magt, som begyndte at reagere.
Hans Jørgen Abolt. Johan Diedrich Sadelmager, Søren Pedersen Jyde, Anders Svendsen, Lars Hugger, Peder Nielsen, Anders Stiholt, Boas Andersen og Peder Pros går hen mod galgen sammen med deres præster.
Engang tjente de ærlige penge. Så kom den store nordiske krig, og de blev vant til vold og fribytterlivet. Da de blev sendt hjem med kongeligt fribrev til at slå sig ned over det meste af Danmark, var almindelige liv åbenbart ikke godt nok længere. De ville absolut blive ved med at slås og stjæle fra ærlige folk.
Tyvesjæle i himmerige
Præsterne og fangerne taler højt ved galgebakken. Præsterne udspørger fangerne om deres skyld og misgerning. Johan Diedrich Sadelmager bøjer hovedet og bekender sin synd. Han blev fristet af Djævelen og faldt i. Nu har Gud selv givet ham dødsstraffen, for at åbne hans øjne, så han i det mindste kunne få tid til at angre og omvende sig.
Præsterne har gjort deres, kan man høre. Og selvom det nok kan ærgre en og anden blandt bønderne, er der ingen tvivl om, at fangernes sjæle vil blive reddet og komme i himmelen.
Over Rakkerbakken svæver ravnene. De ved god, hvad der venter.
Forud er gået en lang retssag. Først i Landstinget i Næstved. Senere i Højesteret i København. Anklager og forsvarer har talt for og imod. Nogen har måske også drømt om at torturere fangerne for at få hele sandheden frem, men i disse nymodens tider, gør man ikke den slags. Kongen og Kancelliet har sagt nej og påstår, at den slags tilståelser ikke kan bruges til noget. Men dommen er heldigvis klar.
»Så grove tyverier! Det er Gud forsyn, at disse tyve er blevet opdaget, og at de nu skal lide deres velfortjente straf,« sagde en af højesteretsdommerene, og det var blevet skrevet ned i den store hvis bog om retssagen.
Dygtig bøddel
Galgen er lavet til dagen. Tre tykke stolper er banket i jorden, og øverst på dem er der sat tværliggere på, så de former en trekant. Nu går første Hans Jørgen Abolt med bagbundne hænder op ad stigen. Bødlen lægger rebet om hans hals og skubber ham hurtigt af stigen.
Man kan fornemme det lille smæld af en ryghvirvel, som bliver trukket af led.
Han er død.
Folk mumler tilfreds. Den bøddel kan sit kram. Her er rebene hverken for korte eller lange. De passede perfekt, og tyv efter tyv kommer op at dingle uden nogen indvendinger, og karlene kan lade høtyvene hvile. Himlen venter, hvis tyvene samarbejder, og det gør de.
Imens varmer bødlens hjælper, rakkeren, jernet, som skal brændemærke hælerne. Hans Jørgen Abolts kone Anne Dorte skal i tugthus, og Hans Jensen skal på Bremerholt. Bent Slagter ser man ikke noget til. Han havde da ellers aftaget mange af de stjålne dyr, men åbenbart har han været i god tro.
Der kan også dårligt være flere i galgen. Den knager under de ni granvoksne mænd i den stride blæst.
Der skal de hænge til fuglene har pillet kødet af dem, eller galgen knækker, så andre dyr kan komme til. Nogen grav skal forbryderne ikke have.
Det fortjener næsten en skål. Brændevinsflasken går rundt en sidste gang, før man skynder sig hjem i vintermørket.
Kilder: Tyge Krogh, Rigsarkivet. Hans bog Oplysningstiden og det magiske - Henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallets første halvdel samt skillingviser.