Simon Nielsen er godt tilfreds med sin egen præstation mellem stængerne i VM-debuten mod Ruslands ishockeylandshold torsdag eftermiddag.
Nielsen havde fået chancen i stedet for Frederik Andersen, og den 25-årige målmand blev bedre, som kampen skred frem, selv om han ikke kunne forhindre et dansk 1-3-nederlag.
- Det var ikke en perfekt præstation. Det var vel godkendt. Jeg tabte ikke kampen for os, og jeg gav os da en chance for at komme tilbage. De første 20 minutter var svære, men jeg synes, det gik bedre i anden og tredje periode, siger Simon Nielsen.
Han fik en noget uheldig start, da han blev passeret fra blå linje allerede efter to minutters spil.
Og den nye målmand kalder selv målet for et drop.
- Det var ikke det, jeg drømte om, da jeg fik min lur i formiddag. Mit udsyn var godt nok spærret, men så må man jo finde en vej til at få fat i pucken alligevel. Men det er hverken første eller sidste gang, jeg dropper, lyder det fra Nielsen.
På forhånd havde Per Bäckman lagt op til, at Simon Nielsen ikke bare var med for at give Frederik Andersen et hvil, men at det var reel chance for at slå Andersen af holdet.
I tredje periode imponerede den nye målmand ved at klare et straffeslag, men om han med indsatsen mod Rusland nu har forbedret sine chancer, vil Simon Nielsen ikke tage stilling til.
- Det er jo op til Per. Der vil sikkert komme en masse snak. Men vi er her jo alle sammen for at spille for Danmark, og om det bliver Frederik eller mig, så støtter vi alle sammen det valg, der bliver taget, siger han.
Landstræner Per Bäckman er tilfreds med præstationen.
- Vi havde en god målmand i dag. Men om han også skal stå mod Tyskland på lørdag, det er ikke en beslutning, man skal tage spontant efter kampen. Det må vi tænke over, siger Per Bäckman.