Snart vil det være svært at undgå at sætte tænderne i kød som skinke, pølse og bacon, der kan gøre os alvorligt syge.
Fra 15. februar næste år er det nemlig slut med at købe kød i Danmark, der er fri for det farlige tilsætningsstof kaliumnitrat (E252).
Stoffet, der er lovligt i en række EU-lande, har ellers været forbudt i Danmark i årevis, da det mistænkes for at give kræft. Men nu har EU-Kommissionen tvunget Danmark til at droppe forbuddet, så der bliver ens regler i hele EU.
Skidt idé
Og det er en rigtig dårlig idé, mener bromatolog og fødevareekspert Orla Zink.
»Nitrat skal omgås med varsomhed, fordi det kan omdannes til nitrit og bidrage til de skadelige nitrosaminer i kroppen, som samtlige dyreforsøg viser giver kræft. Nitrit er netop noget, vi har kæmpet for at nedbringe mængden af i vores mad i årevis,« siger bromatologen.
Orla Zink forstår ikke, hvorfor Danmark vil tillade stoffet i vores kød.
Tidligere vicedirektør i Levnedmiddelstyrelsen, nu Fødevarestyrelsen, Jørgen Højmark Jensen, bekræfter, at nitrat kan omdannes til nitrit og tilføjer om ophævelsen af forbuddet: »Det er en uheldig udvikling.«
Ifølge Fødevarestyrelsen er argumentet, at kaliumnitrat forebygger, at der bliver dannet bakterier i kødet, der kan give pølseforgiftning.
Og at stoffet får kødet til at bevare den røde farve.
»Men i økologisk kød og i leverpostej, hvor man ikke må bruge nitrit, har der aldrig været udbrud af pølseforgiftning, så det holder ikke vand,« siger bromatologen.
Kontorchef i Fødevarestyrelsen, Inga Galamba, fortæller, at de danske myndigheder accepterer de nye regler, da mængden af nitrat, der må være i kødet, er »acceptabelt.«
Men problemet er netop, at nitrat omdannes til nitrit, og at stofferne derfor er lige problematiske?
»Det vil jeg ikke udtale mig om.«