Der er så store problemer med pirateri i Guineabugten ved Vestafrika, at EU og herunder Danmark optrapper kampen. Danmark har en særlig dansk interesse i området, da en stor del af Vestafrikas handel transporteres på danske skibe.
Det oplyser Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet i en fælles pressemeddelelse.
Danmark giver et bidrag på 13,3 millioner kroner til et nyt EU-program mod pirateri. Samtidig udsendes en maritim rådgiver med militær baggrund.
Den danske rådgiver skal blandt andet rådgive om den maritime sikkerhed i Guineabugten og skabe kontakt mellem Danmark og det nigerianske forsvar.
- Ved at udsende en maritim rådgiver fra Forsvaret lægger vi nu en ekstra dimension til den brede danske indsats i Vestafrika, udtaler forsvarsminister Peter Christensen i pressemeddelelsen.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) pointerer særligt de danske interesser i området.
- Det er høj grad også i vores egen interesse. For en stor del af Vestafrikas handel transporteres på danske skibe. Og danske virksomheder har foretaget milliardinvesteringer i havneanlæg i regionen, udtaler han.
Rederiforeningens direktør, Anne H. Steffensen, kalder det meget positivt, at Danmark "sætter handling bag ord".
- Det er afgørende for skibsfarten, at landene i Vestafrika styrker deres samarbejde og indsats i kampen mod pirateri og maritim kriminalitet, siger hun i en skriftlig kommentar.
Antallet af kidnapninger ud for Nigeria er på et år mere end fordoblet. Fra 10 tilfælde i første halvår af 2015 til 24 i de første seks måneder af 2016.
Det viser en rapport fra International Maritime Bureau (IMB), der blev offentliggjort i sommer.
Udviklingen bekymrer de danske rederier, der årligt omsætter for mere end 250 millioner dollar i Nigeria alene og har 11 procent af deres aktiviteter i Afrika, har Rederiforeningen tidligere forklaret Ritzau.
/ritzau/