Danmark har sat sig på førstepladsen blandt 37 OECD-lande, når det gælder den laveste andel af børn i lavindkomstgruppen. Kun 4,2 procent af danske børn lever i en familie med relativt lav indkomst, viser en ny analyse fra den borgerlig-liberale tænketank CEPOS.
Dermed har Danmark overhalet Finland, som siden 2016 har ligget i top. Til sammenligning er andelen i Sverige dobbelt så høj som i Danmark, og også de øvrige nordiske lande ligger højere på listen.
OECD definerer lavindkomstgruppen som personer i husstande, hvor den disponible indkomst er under 50 procent af medianindkomsten. Analysen bygger på OECD-tal fra 2023 samt registerdata fra Danmarks Statistik.
Cheføkonom i CEPOS Mia Amalie Holstein kalder placeringen positiv.
- Det er glædeligt, at Danmark nu har den laveste andel af børn i lavindkomstgruppen blandt OECD-landene også sammenlignet med de nordiske lande, som vi normalt sammenligner os med, siger hun.
Store forskelle
Selvom Danmark samlet set ligger i top, dækker landsgennemsnittet over markante geografiske forskelle. CEPOS har i forbindelse med analysen kortlagt andelen af børn i lavindkomstgruppen i alle 98 danske kommuner.
Dragør Kommune har den laveste andel i landet, mens Ærø ligger i den anden ende af skalaen med den højeste andel. Mellem disse to yderpunkter er der betydelige variationer på tværs af landet.