»Når Danmark sender én soldat i krig, er vi alle i krig«. Det har jeg tidligere både sagt og skrevet. Vi har alle et medansvar for det, der sker og er sket i Irak.

Den aktuelle debat om de danske irakiske tolke understreger rigtigheden af denne påstand.Hvis de ansvarlige politiske og militære ledere, som det fremgår af debatten, i lang tid har været vidende om, at én af de irakiske tolke er blevet kidnappet, tortureret og henrettet, og bevidst tilbageholdt denne viden, et det både politisk dumt og ledelsesmæssigt uansvarligt.

Politisk dumt, fordi man ikke kunne være i tvivl om, at det ville komme frem. Vi kender alle ordsproget det er for sent at kaste brønden til, hvis barnet allerede er druknet . Hvis man derfor først nu kommer med en plan for de irakiske tolkes sikkerhed, vil dommen lyde, det er for sent .

Politiske dumheder kan tilgives. Spørgsmålet er så, om det også kan tilgives, hvis der i den konkrete sag er tale om et ledelsessvigt. Også her gør den manglende forståelse for krigens vilkår og behovet for maksimal åbenhed sig gældende. Det skal derfor blive interessant at erfare, hvad man har planlagt for at skabe den nødvendige fremtidige sikkerhed for de irakiske tolke, men måske endnu mere interessant at erfare, hvad man konkret havde iværksat for at undgå den irakiske tolks tragiske død. Han har allerede betalt prisen for at være i krig sammen med Danmark. En pris, vi alle er med til at fastsætte.