Danskerne skal have et borgerligt alternativ, når de læser avis.
Det mener Christiansborg-reporter Ole Birk Olesen, der 1. april forlader sin stilling på Berlingske Tidende for at blive redaktør på en ny, borgerlig internet-avis.
”Vi udgiver en net-avis, som henvender sig til danskere, der hellere vil tjene deres penge selv end at plage politikerne om at få del i andre folks penge. Der er en tendens til at brugerbetaling og offentlige besparelser er forbudte ord, men der er stadig en hel del danskere, der synes, at det er interessant at diskutere,” siger Ole Birk Olesen, der har arbejdet på Berlingske Tidende i næsten fem år og hovedsageligt dækket borgerlig politik og værdier.
Net-avisen bliver annoncefinansieret og vil indeholde nyhedsartikler, som man kender fra de etablerede medier, dog set fra en borgerlig synsvinkel.
”Vi ville ikke sige ’de unge’ om dem, der drog hærgende igennem Københavns gader i forbindelse med Ungdomshuset. Vi ville nok bruge ord som ’den ekstremistiske venstrefløj’ eller ’kriminelle ballademagere,’ som jo er reelle betegnelser. Andre medier ønsker hellere at kalde dem for brugerne af Jagtvej 69,” siger Ole Birk Olesen, der understreger, at net-avisen ikke har nogen partipolitisk tilknytning.
Skribent og administrerende redaktør er Thomas Breitenbach, der fratræder som ansvarshavende redaktør på det liberalistiske debatforum Liberator.dk.
De seneste års udvikling tyder på, at liberale grupper opruster på nettet og politisk. Inden for de seneste år er flere borgelige og liberale blogs og debatfora dannet, og partiet Liberalisterne er i færd med at samle underskrifter for at stille op til næste folketingsvalg. På den borgerlige blog, punditokraterne.dk, der er omkring to år gammel, glæder man sig over den borgerlige oprustning på nettet.
"Det er tydeligvis en borgerlig måde at noget frustration over medierne ud på. Mediernes dækning op til rydningen af Ungdomshuset har givet mange frustrationer, for medierne giver de unge taletid til rent ud sagt fascistiske holdninger uden at gå i kødet på dem. Også Plame-sagen (hvor det Hvide Hus beskyldes for at have lækket CIA-agent Valerie Plames identitet, red.) var fuldstændig ukritisk og faktuelt forkert," siger Punditokraternes ansvarshavende redaktør Christian Bjørnskov.
I et jobopslag, hvor den nye net-avis søger to studerende som skribenter, står der:
”Målet er at skabe et alternativ, der først og fremmest vinkler historier og stiller spørgsmål ud fra en borgerlig synsvinkel; som ikke fortæller læserne, hvad de skal mene, men viser virkeligheden med borgerlige briller, så de selv kan tage stilling.”
Den borgerlige net-avis, der endnu ikke har fået et navn, går i luften i sidste halvdel af april.