Tanken om et internationalt fredsskabende organ var central i den fredsbevægelse, der udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede.
En af de ledende var i øvrigt danskeren og venstremanden Fredik Bajer, der i 1908 fik Nobels fredspris. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson, der vel kan kaldes den første neokonservative, greb tanken efter Første Verdenskrig, og foreslog, at den skulle realiseres for at gøre verden »safe for democracy« (sikkert for demokrati).
I løbet af 1930 erne udviklede Folkeforbundet sig til en diskussionsklub ude af stand til at bremse de socialistiske og fascistiske regimer, og medlemsstaternes uvilje mod at sætte handling bag de gode intentioner viste sig tydeligst, da Mussolinis Italien invaderede Abessinien (det nuværende Etiopien) i 1935. Angrebet førte til sanktioner, men ellers intet. Resten af historien kender vi.
Ingen støtte fra USA
Efter Anden Verdenskrig etableredes FN. Den institutionelle opbygning af FN følger til dels Folkeforbundets.
Den væsentligste forskel på FN og Folkeforbundet er, at ideen om en kollektiv sikkerhedspagt understøttet af sanktioner ikke gælder for FN. Derfor blev FN på mange måder de kommunistiske terrorregimers beskytter under Den Kolde Krig.
Sovjetunionen sad med ved bordet under Den Kolde Krig, ligesom lederne af alverdens slyngelstater i dag har ret til samme indflydelse på FN som alle andre.
FN s Menneskerettighedsråd lider desværre herunder, og derfor annoncerede Bush-regeringen i denne måned, at USA for andet år i træk ikke opstiller til valg til Menneskerettighedsrådet. Begrundelsen var den simple, at rådet efter snart et års virke ikke fungerer meget bedre end FN s stærkt udskældte Menneskerettighedskommission, som rådet afløste.
Begrundelsen støttes af cand.jur. og lektor i internationale menneskerettigheder Jacob Mchangama, der i nyhedsmagasinet Ræson under overskriften »FN undergraver menneskerettighederne« skriver, at overgangen fra kommission til råd kun medførte kosmetiske og teoretiske ændringer snarere end vidtgående reformer, hvilket ellers var målsætningen.
Mchangama påpeger i øvrigt, at medlemskab af rådet stadig er åbent for alle FN-stater – også stater, der begår grove krænkelser af menneskerettighederne.
Dansk strategi en anden
USA s beslutning om ikke at opstille til et råd, der ikke fungerer, er bestemt en effektiv måde at markere sin utilfredshed på, men om vi andre står stærkere med et USA, der ikke er medlem af rådet og dermed ikke kan præge Rådets beslutninger, er mere tvivlsomt.
Danmark har valgt den modsatte strategi. Danmark stiller op til FN s Menneskerettighedsråd. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtalte ved annonceringen af Danmarks kandidatur, at hvis Danmark skulle opnå valg, ville vi arbejde for, at rådet blev »troværdigt, effektivt og operativt«.
Hvis man ønsker at håndhæve de klassiske menneskerettigheder, som liberalismen var bannerfører for, er der absolut grund til at støtte udenrigsministerens forsvar for Danmarks kandidatur.
Spørgsmålet er dog, om rådet overhovedet kan blive »troværdigt, effektivt og operativt«, og derfor, om vi skulle have markeret vores respekt for menneskerettigheder og håndhævet vores menneskerettighedspolitik på linje med USA ved ikke at stille op.