Tre ledere fra et slagteri i Blans har efter Danish Crowns mening solgt ting fra slagteriet for op mod en million kroner - og pengene er blevet stukket i egen lomme.
Derfor har Danish Crown, DC, meldt de tre ledere til politiet, oplyser koncernen.
Anmeldelsen blev indgivet til politiet 21. maj. Og de anmeldte er to tidligere ledere og en nuværende leder på slagteriet. De er alle tre blevet bortvist.
Der er tale om en forsyningsmester, en teknisk chef og en opskæringsmester.
Danish Crown mener, at de politianmeldte har solgt fyringsolie, tankanlæg, stålreoler og slagteriudstyr til en værdi af op imod en million kroner.
- Vi vil ikke tolerere sådan en opførsel hos nogen medarbejder i Danish Crown. Det er helt uacceptabelt at stjæle fra den virksomhed, man er ansat i, og det er ganske enkelt kriminelt. Derfor er sagen blevet politianmeldt, siger direktør Søren F. Eriksen, DC.
Men det er ikke det eneste.
En af de nu tidligere ledere sagde op i foråret og fik job hos en konkurrerende virksomhed. Og ham mistænker man for at have taget en mappe med oplysninger om indkøbsaftaler med sig - oplysninger der er omfattet af fortrolighed.
- Medarbejdere får ofte adgang til fortrolige oplysninger om virksomhedens forhold, og det er klart, at det er både i virksomhedens og den enkeltes interesse, at man omgås fortrolige oplysninger med varsomhed, siger Søren F. Eriksen.